Filmmagasinet Ekko
Filmmagasinet Ekko | |
---|---|
Fil:Ekko61Forside.jpg | |
Generelle informationer | |
Type | Filmmagasin |
Hovedsæde | Frederiksberg, København |
Oprindelsesland | Danmark |
Grundlagt | 25. maj 1999 |
Redaktør | Claus Christensen |
Politik | Uafhængigt |
Sprog | dansk |
Andet | |
Websted | www.ekkofilm.dk |
Filmmagasinet Ekko er et dansk tidsskrift om film og medier. Artiklerne skrives af journalister, filmfolk, forskere og undervisere. Ud over de faste og aktuelle artikler indeholder hvert nummer et særligt tema. Magasinet udkommer fire gange om året.
Baggrund
Magasinet, som blev etableret i 2000 på foranledning af Det Danske Filminstitut, er en sammenlægning af det mediepædagogiske blad Klip og Danske Børne – & Ungdomsfilmklubbernes blad Pråsen. Mette Damgaard-Sørensen var redaktør 2000-02. I begyndelsen fungerede Ekko udelukkende som et abonnementsbaseret magasin, der primært rettede sig mod undervisningssektoren. I 2002 tiltrådte den nuværende chefredaktør Claus Christensen. I hans tid har magasinet gradvist udvidet målgruppen til også at inkludere filmbranchen og cineaster.
I 2005 blev bladet redesignet og gik over til også at blive solgt i landsdækkende kiosksalg. Ekko fusionerede i 2008 med Filmmagasinet Mifune og fortsatte under navnet Filmmagasinet Ekko. Magasinet er ejet af de tre stiftende foreninger: Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, Dansk Film- og Medielærerforening og Medielærerforeningen for de gymnasiale uddannelser.
Opmærksomhedsskabende artikler
Ekko har flere gange skabt debat, der har forplantet sig til andre medier.[1] Det skete for eksempel, da magasinet skrev, at dansk films store kasse-succes Festen er baseret på en løgnehistorie[2], og da Lars von Trier i Ekko #28 i 2005 kritiserede Brødre, instrueret af Susanne Bier, der var tilknyttet Triers eget selskab Zentropa.[3] I samme interview kaldte han Kim Fupz Aakeson og Anders Thomas Jensens manuskripter ”ødelæggende for filmen”.[4] Anmelder Lars Bukdahl bragte også Ekko i mediernes fokus, da han afslørede morderen i den danske thriller Kandidaten i Ekko #43 i 2008.[5]
I Ekko #48, der udkom i slutningen af januar 2010, kunne filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen i et interview om spin og journalistik fortælle, at forsvarsminister Søren Gades pressechef, Jacob Winther, havde stået bag et læk til TV 2 af fortrolige oplysninger om jægersoldaternes udsendelse til Irak tilbage i 2007.[6][7] Fire uger senere, den 22. februar, trådte både Søren Gade og Jacob Winther tilbage fra dansk politik.[8]
I #52, februar 2011, udgav magasinet Yoav Shamirs prisbelønnede dokumentarfilm, Defamation, som sætter spørgsmålstegn ved omfanget af antisemitisme i dag.[9] Filmen var ifølge magasinet blevet syltet i henved to år af DR2-chefen Arne Notkin, som er tidligere formand for Dansk Zionistforbund.[10] I samme nummer var René Fredensborgs artikel, Frygt og lede i Avedøre og omegn,[11] medvirkende årsag til, at en filmkonsulent på Det Danske Filminstitut blev afskediget.[12]
I 2012 anlagde Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen injuriesag mod magasinet[13][14][15] på grund af en netartikel om Manyar I. Parwanis spillefilmprojekt Klar til optagelse,[16][17] hvor han følte sig uretmæssigt beskyldt for at tage penge for casting. Det blev startskuddet på flere ugers medieangreb, hvor Zentropa-direktøren kaldte Ekko ”statsstøttet gangsterjournalistik”[18] og dets medarbejdere for ”beskidte knægte” [19] og med udsagn som ”De skal knaldes ’big time’”[20] og ”Jeg stopper ikke, før den sprøjte er smadret”[21] ikke lagde skjul på, at han ønskede Ekko lukket. Der blev dog indgået et forlig i november 2012, der indebar, at Zentropa hævede injuriesagen og droppede den boykot, man havde truet med. Ekko beklagede, at nogle kunne have misforstået casting-artiklen, og Peter Aalbæk Jensen beklagede sine til tider ”skingre” anklager.[22]
27. august 2013 blev forsiden af Ekko #62 fjernet fra Facebook. Det skete fire timer og 25 minutter efter, den var lagt op som billede på magasinets Facebook-side.[23][24] På forsiden ses Christoffer Boe med tre af de kvinder, der spiller morgenbolledamer i instruktørens Spies & Glistrup. Facebook vurderede, at det nøgne bryst på billedet var i stred med sitets ”community standards”.[25][26] Sagen vakte opmærksomhed i medierne i kølvandet på, at Peter Øvig Knudsens hippiebog og Aske Bangs musikvideo The Timber Will Fall tidligere på året var blevet forbudt på Facebook.[27][28] The Timber Will Fall er i stedet blevet en brugersucces på Ekko Shortlist.[29][30]
Dvd-udgivelser
Med magasinet følger ofte en dvd. Ekko har blandt andet udgivet forskellige afgangsfilm fra den alternative filmskole Super16, to dvd’er fra Den Danske Filmskole med afgangsfilm fra animationslinjen og tv-tilrettelæggerlinjen og Nils Malmros’ tv-film, Kammesjukjul fra 1978.
Med Ekko #55 fulgte Jonas Elmers debutfilm Let's Get Lost fra 1997 på dvd. Filmen, der forvarslede dogme og præsenterede en ny skuespilgeneration med blandt andre Sidse Babett Knudsen, Nicolaj Kopernikus, Bjarne Henriksen og Troels Lyby, havde aldrig tidligere været ude på dvd, fordi Nordisk Film skønnede, at den påkrævede digitale restaurering ville være for kostbar.[31] Men gennem Ekkos investering i projektet og en crowdfunding igangsat af magasinet lykkedes det i samarbejde med Nordisk Film at få filmen ud.[32]
I #56 slog Ekko et slag for musikvideoen med udgivelsen af tyve udvalgte berømmede musikvideoer fra de seneste femten år.[33] Samlingen byder blandt andet på musikvideoer af Chris Cunningham (Björks All Is Full of Love), Michel Gondry (Radioheads Knives Out), Chris Milk (Gnarls Barkleys Who’s Gonna Save My Soul), Romain Gavras (Justices Stress) og franske Vincent Moons improviserede, dogmeagtige Take-Away Show med Arcade Fire.[34]
I #60 udråbte Ekko norske Joachim Trier som "Nordens store filmtalent" og udsendte hans to kritikerroste spillefilm, Reprise (2006) og Oslo, 31. august (2011), på en dobbelt-dvd med magasinet, der samtidig bød på et stort portrætinterview med instruktøren og interview med hovedrolleindehaveren i begge film, Anders Danielsen Lie.[35]
Med Ekko #64 fulgte en eksklusiv dvd-udgivelse af den prisvindende dokumentarfilm A World Not Ours og et interview med instruktøren, dansk-palæstinensiske Mahdi Fleifel. På personlig og atypisk vis behandler filmen den langstrakte konflikt mellem Israel og Palæstina[36]. Kristeligt Dagblad kaldte dvd-udgivelsen ”scoopet i det nye nummer” og roste magasinet for at give ”nye nuancer i Mellemøst-konflikten”[37].
Ekko Shortlist
15. april 2013 lancerede Ekko en top 10-liste for de bedste danske kortfilm under navnet ”Ekko Shortlist”.[38][39] Formålet med Ekko Shortlist er at sætte fokus på kortfilmkunsten og talentmassen i Danmark, og listen er en filmisk pendant til de populære musikhitlister.[40][41] Ekkos redaktion vælger hver uge to-fire nye boblere, der kommer i spil til top 10. Ved at se filmene, give dem stemmer og dele dem med andre er det brugerne, der bestemmer, om boblerne kommer ind på top 10, og hvilken placering filmene får på listen.[42] Hvert år uddeles Shortlist Prisen til én af de ti mest populære film på Ekko Shortlist. Med prisen følger et beløb på 25.000 kroner.[43]
Dansklærerforeningen laver undervisningsmaterialer til udvalgte Ekko Shortlist-film, og Filmmagasinet Ekko dækker filmene journalistisk på hjemmesiden og i magasinet.[44]
Ekko Shorlist Awards
Ekko Shortlist Awards er et prisshow for undergrunden af dansk filmbranche, der blev afholdt for først gang 21. november 2014 i København.[45][46]
Prisuddelingen tager udgangspunkt i de film, der i årets løb via brugernes views og stjerner er kommet ind på Ekko Shortlist, som er en online-platform for kortfilm (se ovenfor).[47]
I alt uddeles der fjorten priser i kategorier som bedste kvindelige skuespiller, bedste manuskript og bedste eksperiment. De nominerede film findes af en prominent jury sammensat af de bedste folk inden for forskellige fagområder i filmbranchen.
I ugerne op til prisshowet kan brugerne af Ekko Shortlist hjælpe med at bestemme vinderne af de enkelte priser. Brugernes samlede rangering af filmene afgør sammen med juryens rangering, hvordan priserne fordeles.
Hovedprisen er Shortlist Prisen, der sammen med Publikum Prisen tildeles på en anden måde end de tolv øvrige priser. Her er der ti nominere film, som udelukkende bestemmes ud fra filmenes popularitet i den periode, de har ligget på den ugentlige Shortlist Top 10. Herefter uddeler juryen Shortlist Prisen egenrådigt, mens brugerne alene udpeger vinderen af Publikum Prisen blandt de ti nominerede.
Oversigt over vinderne ved Ekko Shortlist Awards 2014.[48]
- Shortlist Prisen: Ud, spring over, ind (Thomas Daneskov)
- Publikum Prisen: Blodbrødre (Stefan Kjær Olsen)
- Bedste fiktion: Ladyboy (Aske Bang)
- Bedste dokumentar: Den tid vi har (Mira Jargil)
- Bedste animation: The Saga of Biôrn (Benjamin Kousholt)
- Bedste eksperiment: Satellit (Maia Elisabth Sørensen)
- Bedste mandlige skuespiller: Søren Spanning (Ud, spring over, ind)
- Bedste kvindelige skuespiller: Sarah-Sofie Boussnina (In absentia)
- Bedste manuskript: Ud, spring over, ind (Thomas Daneskov)
- Bedst fotograf: Ud, spring over, ind (Jasper Spanning)
- Bedste klipning: Ud, spring over, ind (Thomas Daneskov)
- Bedst originale musik: Far (Povl Kristian)
- Bedste lyddesign: Junk Love (Jess Wolfsberg)
- Bedste scenografi: Les amours perdues (Charlotte Bech)
Trivia
Hvert år afholder Ekko fodboldturneringen Ekko Film Cup for filmbranchen. [49][50][51]
Ekstern henvisning
Kilder
- ^ Næsvist filmmagasin giver stadig ekko, Politiken, 19. februar 2010
- ^ Der var engang en fest af Claus Christensen, Ekko #18, maj 2003
- ^ Trier misundelig på Bier, B.T., 20. maj 2011
- ^ Drillepinden af Peter Schepelern, Ekko #28, juni-juli 2005
- ^ Kritik er for helvede uafhængig åndsvirksomhed!, Information, 20. august 2008
- ^ En ubekvem sandhed af Peter Schepelern, Filmmagasinet Ekko #48, februar-april 2010
- ^ Spindoktor bragte soldaters liv i fare, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 25. januar 2010
- ^ Gade går: Jeg vil ikke stå i vejen, Jyllands-Posten, 22. februar 2010
- ^ Ekko udgiver Defamation på dvd, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 8. februar 2010
- ^ DR tøver med at vise Israel-kritisk film, Politiken, 7. januar 2011
- ^ Frygt og lede i Avedøre og omegn af Rene Fredensborg, Filmmagasinet Ekko #52, februar-april 2011
- ^ Ydede filmstøtte under narkorus, Jyllands-Posten, 11. februar 2011
- ^ Zentropa angriber filmblad, Jyllands-Posten, 14. september 2012
- ^ Peter Aalbæk i krig med filmmagasin: De skal knaldes 'big time', Politiken, 15. september 2012
- ^ 'Ålen' vil knalde filmmagasin, B.T., 17. september 2012
- ^ Tjente kvart million på åben casting, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 5. januar 2012
- ^ Aalbæk: Projekt var Parwanis eget, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 6. januar 2012
- ^ Ak24syv, AK24syv 17. oktober 2012
- ^ Aalbæk ophæver boykot mod filmmagasin, Politiken 2. november 2012
- ^ Peter Aalbæk i krig med filmmagasin: De skal knaldes 'big time', Politiken 15. september 2012
- ^ Ålen: »Jeg stopper ikke før den sprøjte er smadret«, Politiken 20. oktober 2012
- ^ Zentropa dropper boykot og injuriesag, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 7. november 2012
- ^ Facebook fjerner danske morgenbolledamer, Politiken.dk, 27. august 2013
- ^ Ekko-forside censureret af Facebook, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 27. august 2013
- ^ Ekko straffet for brystvorte, Journalisten.dk, 28. august 2013
- ^ Brystvorte var anstødsstenen, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 30. august, 2013
- ^ Morgenbolledamer censureret af Facebook, Ekstrabladet.dk, 27. august 2013
- ^ Dansk magasin censureret af Facebook, TV2.dk, 27. august 2013
- ^ Forbudt musikvideo får fri platform på Ekko Shortlist, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 1. juli 2013
- ^ Scarlet Chives ta’r førstepladsen, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 2. september 2013
- ^ Filmmagasin vil udgive kultklassiker, Politiken.dk, 19. oktober 2011
- ^ Topslikker-scenen kommer til ære og værdighed igen, Ibyen.dk, 30. november 2011
- ^ Dansk bud på en 'kanon' for musikvideogenren, TV 2, 8. marts 2012
- ^ Ekko hylder musikvideoen med dvd-udgivelse, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 1. marts 2012
- ^ Ekko hylder den norske Trier med dobbelt-dvd, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 6. marts 2013
- ^ Overset dansk instruktør går efter Oscar, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 25. marts 2014
- ^ Ekko af nye nuancer i Mellemøstkonflikten, Kristeligt Dagblad, 22. marts 2014
- ^ Magasinet Ekko laver hitliste for kortfilm, Politiken, 15. april 2013
- ^ Filmblad laver kortfilmkonkurrence, Berlingske, 17. april 2013
- ^ Ekko lancerer hitliste for landets bedste kortfilm, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 14. april 2013
- ^ Ekko Shortlist Ugens kortfilm, Information, 18. april 2013
- ^ Ekko Shortlist, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside
- ^ Årets Shortlist-pris, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside
- ^ Filmmagasinet Ekko præsenterer korte film som bl.a. kan bruges i undervisningen, Dfi.dk, 11. maj 2013
- ^ http://politiken.dk/kultur/filmogtv/ECE2461701/skaev-sommerhuskomedie-triumferer-ved-prisfest/
- ^ http://ekstrabladet.dk/filmmagasinet/Filmnyheder/claudia-fra-1864-vinder-fornem-filmpris/5316340?trackid=Jp%20lister%20seneste
- ^ http://ekstrabladet.dk/filmmagasinet/Filmnyheder/article5267952.ece
- ^ http://www.ekkofilm.dk/artikler/danmarks-storste-filmtalenter-er-fundet/
- ^ Filmbranchens bedste fodboldhold?, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 22. september 2009
- ^ Filmstjerner skal spille bold, Ekstrabladet.dk, 16. september 2010
- ^ Filmdanmark trækker i fodboldtøjet, Filmmagasinet Ekkos hjemmeside, 23. august 2012