Den russisk-tyrkiske krig (1735-1739)
| Russisk-tyrkiske krig (1735–1739) | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
.jpg) Azov overgiver sig til russerne |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 Det Russiske Kejserrige |  Det Osmanniske Rige
|
||||||||
| Ledere | |||||||||
Burkhard Münnich Peter Lacy.svg){kind=small} Ernst Gideon von Laudon
| Mehmed Pasha Ali Pasha Yahya Pasha
|
||||||||
| Tab | |||||||||
| 80.000 dræbt eller såret 100.000 civile 20.000 dræbte og sårede [1]
| Ukendt
|
||||||||
Den russisk-tyrkiske krig 1735–1739 mellem Det Russiske Kejserrige og Det Osmanniske Rige blev forårsaget af Det osmanniske riges forudgående krig mod Persien i årene 1730-35 og gentagne angreb på Rusland fra osmannerrigets vasalstat Krim-khanatet.[2] Krigens var også forårsaget af Ruslands ønske om adgang til Sortehavet. De Habsburgske Arvelande (Østrig) gik ind i krigen i 1737 på Ruslands side, i den del, der kaldes den Østrigsk-tyrkiske krig 1737–1739.
Russiske diplomati forinden krigen
[redigér | rediger kildetekst]Rusland havde ved udbruddet af krigen bragt sig i en fordelagtig situation. Rusland havde indgået en alliance med Afsharid-persien ved to traktater i 1732 og 1735 rettet mod osmannerne og Persiens var i krig mod osmannerne om kontrollen over Kaukasus. Samtidig lykkedes det Rusland under den Polske Arvefølgekrig (1733–35) at få indsat August 3. som konge af Polen, i stedet for den fransk of osmanniske støttede Stanislaw Leszczynski, hvilket styrkede den russiske indflydelse i Den polsk-litauiske realunion. Østrig havde været Ruslands allierede siden 1726.
Efter Sveriges nederlag i den Store Nordiske Krig var truslen fra Sverige for en tid reduceret, og via diplomati havde Rusland alliancer med Polen-Litauen, Østrig og Perserne, hvorfor Rusland i vest og syd alene havde grænse mod én fjende, Det Osmanniske Rige og dets vasaler.
Årsag til krigen i 1735–1738
[redigér | rediger kildetekst]I 1735 blev Ruslands vasal kosak hetmanatet (Ukraine) udsat for en række angreb fra Krimtatarerne, der også udførte en række angreb mod de russiske territorier i det nordlige Kaukasus. Ved Ganja-traktaten i 1735 overlod Rusland territorierne i Kaukasus til perserne.[3]
Som følge af Ruslands nederlag ved Prut-felttoget havde Rusland måtte opgive Azov og fæstningerne ved Azovhavet. Ønsket om adgang til Azovhavet og Sortehavet og ønsket om at eliminere truslen fra Krim-khanatet gav Rusland grundlag for et nyt felttog mod Azov og mod krimtatarerne.
Krigens første faser
[redigér | rediger kildetekst]
Den 20. maj 1736 rykkede en 62.000 mand stor russisk hær under feltmarskal Burkhard Christoph von Münnich mod Krim-khantatets fæstning i Perekop, som blev stormet og indtaget. Khantatets hovedstad Bakhtjisaraj blev indtaget i juni.[4] Krimtatarerne kunne ikke modstå invasionen og russiske ekspeditionskorps brød i 1736, 1737 og 1738 igennem tatarernes forsvarslinjer, og pressede tatarerne sydpå på Krim og op i bjergene. Krims khan, Fet’ih Girey, måtte søge tilflugt ved havet.[5] De nedbrændte Gozlev, Karasubazar og khanens palads og indtog den osmanniske fæstning i Azov.[5] Den osmanniske sultan afsatte Fat’ih Girey som følge af sultanens skuffelse.[5] Et pestudbrud i 1737, der varede til 1739, betød imidlertid, at begge parter i krigen led store tab som følge af sygdommen.[6] På trods af den militære succes betød sygdomsudbruddet og problemer med at bringe forsyninger frem til det pestplagede område,[5][7] at von Münnich måtte trække sig tilbage til Ukraine. Russerne generobrede imidlertid Azov under et nyt angreb,[4] ligesom det i juli 1737 lykkedes at indtage fæstningen i Otjakov. Samme måned rykkede russiske tropper atter ind i Krim, men måtte igen trække sig tilbage grundet manglende forsyninger. Felttogene til Krim medførte tab af 30.000 mand, hvoraf blot 2.000 var faldet i kamp; resten omkom grundet sygdom og sult.[8]
I juli 1737 indtrådte Habsburgerne (Østrig) i krigen. Østrigerne led imidlertid en række nederlag, bl.a. ved slaget om Banja Luka i august 1737,[9] slaget ved Grocka i juli 1739,[10] og tabte Beograd efter en osmannisk belejring i 1739. Russerne måtte forlade Otjakov grundet nye pestudbrud.
Ifølge osmanniske kilder kæmpede muslimske bosniske kvinder på osmannisk side under kampene i Bosnien.[11][12][13][14][15]
Krigens sidste faser
[redigér | rediger kildetekst]I 1739 gik den russiske hær under ledelse af von Münnich over Dnepr og besejrede osmannerne ved slaget om Stavtjany og indtog fæstningerne i Khotin og Iaşi. Østrigerne blev imidlertid besejret under slaget ved Grocka og indgik en fredsaftale med osmannerne ved Beograd-traktaten den 21. august.[16].[17] Med østrigerne ude af krigen og med truslen om en ny svensk invasion,[18] og osmanniske alliancer med Preussen, Polen-Litauen og Sverige,[19] indgik Rusland den 29. september 1739 en fredsaftale med osmannerne ved Niš-traktaten, hvorved krigen blev bragt til ophør.[20] Traktaten overlod Azov til russerne, der tillige fik kontrol over Zaporizjzja.[21]
For Habsburgerne var der tale om et knusende nederlag. Russerne havde opnået militær succes, men havde mistet mange mad grundet sygdom og sult.[22] De osmanniske tab er uklare.[6]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Clodfelter, M. (2008). Warfare and Armed Conflicts: A Statistical Encyclopedia of Casualty and Other Figures, 1492–2015 (3rd ed.). McFarland. Page 96.
- ^ Stone 2006, s. 64.
- ^ Mikaberidze 2011, s. 329.
- ^ a b Tucker 2010, s. 732.
- ^ a b c d Davies L. B. The Russo-Turkish War, 1768–1774: Catherine II and the Ottoman Empire. 2016
- ^ a b The Seven Years' War: Global Views. BRILL. 2012. P. 184
- ^ Stone D. R. A Military History of Russia: From Ivan the Terrible to the War in Chechnya. Greenwood Publishing Group. 2006. P. 66
- ^ Aksan 2007, s. 103.
- ^ Ingrao, Samardžić & Pešalj 2011, s. 136-137.
- ^ Ingrao, Samardžić & Pešalj 2011, s. 29.
- ^ Oriental Translation Fund (1830). Publications. Royal Asiatic Society. s. 17–.
- ^ Michael Robert Hickok (1995). Looking for the Doctor's Son: Ottoman Administration of 18th Century Bosnia. University of Michigan. s. 34.
- ^ Michael Robert Hickok (1997). Ottoman Military Administration in Eighteenth-Century Bosnia. BRILL. s. 15–. ISBN 90-04-10689-8.
- ^ Mikaberidze 2011, s. 210.
- ^ Cook Ch., Broadhead Ph. The Routledge Companion to Early Modern Europe, 1453–1763. Routledge. 2006. P. 126
- ^ Grinevetsky S., Zonn I., Zhiltsov S., Kosarev A., Kostianoy A. The Black Sea Encyclopedia. Springer. 2014. P. 661
- ^ Somel S. Historical Dictionary of the Ottoman Empire. Scarecrow Press. 2003. P. 169
- ^ Mikaberidze 2011, s. 647.
- ^ Encyclopedia of Ukraine. Volume 4. 1993. P. 476
- ^ Black. J. European Warfare, 1660–1815. Routledge. 2002
Litteratur og kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Ćirković, Sima (2004). The Serbs. Malden: Blackwell Publishing. ISBN 9781405142915.
- Mikaberidze, Alexander (2011). Conflict and Conquest in the Islamic World: A Historical Encyclopedia. ABC-CLIO.
- Stone, David R. (2006). A Military History of Russia: From Ivan the Terrible to the War in Chechnya. Greenwood Publishing Group.
- Tucker, Spencer C. (2010). A Global Chronology of Conflict: From the Ancient World to the Modern Middle East, Vol. II. ABC-CLIO.
- Ingrao, Charles; Samardžić, Nikola; Pešalj, Jovan, red. (2011). The Peace of Passarowitz, 1718. West Lafayette: Purdue University Press. ISBN 9781557535948.
- Aksan, Virginia H. (2007). Ottoman Wars 1700–1870: An Empire Besieged. Routledge.
- Riasanovsky, Nicholas; Steinberg, Mark (2010). The History of Russia. Oxford University Press.