Spring til indhold

Selvinkriminering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Selvinkriminering er et juridisk begreb, som betegner det, at en person, som er sigtet for en lovovertrædelse, ikke har pligt til at fremkomme med oplysninger, der belaster den sigtede.[1]

En beskyttelse mod selvinkriminering følger af retssikkerhedsloven § 10, jf. FOU nr 2018.30;[2] som også kaldes tvangsindgrebsloven, jf. FOU nr 2015.13.[3]

I en undersøgelse af Panama-papirerne udtalte Folketingets Ombudsmand, at forbuddet mod selvinkriminering ikke blev overholdt.[4]

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indfortolket et forbud mod selvinkriminering i EMRK artikel 6, stk. 1 og 2.[5]

Selvinkrimineringsforbuddet kommer af den latinske sætning: Nemo tenetur se ipsum accusare, der betyder, at ingen er forpligtet til at anklage sig selv.[6] Begrebet selvinkrimineringsforbud modsvares af det engelske begreb om den anholdte persons ret til at tie.[7]

  1. ^ Højesteret: Oplysninger var ikke ulovligt tilvejebragt bevis i strid med forbuddet på domstol.dk
  2. ^ FOU nr 2018.30 : Panama Papers – SKATs indhentelse af oplysninger og mistankevurdering efter retssikkerhedsloven på retsinformation.dk
  3. ^ FOU nr 2015.13 : Retten til ikke at inkriminere sig selv på retsinformation.dk
  4. ^ Forbud mod selvinkriminering ikke overholdt i konkret sag om Panama Papers Arkiveret 9. november 2022 hos Wayback Machine (20. december 2019) på ombudsmanden.dk
  5. ^ Forbud mod selvinkriminering Arkiveret 22. maj 2022 hos Wayback Machine på lovkvalitet.dk
  6. ^ Nemo tenetur se ipsum accusare på juraforum.de
  7. ^ The right to silence på creeveyhorrell.com.au
Spire
Denne juraartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.