Den Franske Revolution var en periode fra 1789 til 1799 med store sociale og politiske omvæltninger i Frankrig og dets kolonier. Enevælden og adelen blev afskaffet, der blev gennemført økonomiske reformer, slaveriet blev afskaffet, skilsmisse blev tilladt, og et fransk parlament ved navn Nationalforsamlingen blev dannet. Revolutionen var en af verdenshistoriens afgørende begivenheder, og den definerer på mange måder, hvad vi overhovedet forstår ved politik og retfærdige politiske systemer den dag i dag.
I 1792 blev Frankrig erklæret en republik. Denne såkaldt ‘første republik’ eksisterede frem til 1804, hvor Napoleon (der i 1799 var kommet til magten ved et kup) afskaffede republikken og udråbte sig selv til kejser af et fransk imperium. Stormen på Bastillen den 14. juli 1789 indledte Den Franske Revolution, og den 14. juli er i dag Frankrigs nationaldag.
Baggrunden for Den Franske Revolution var periodisk hungersnød, stigende fødevarepriser og en nær statsbankerot, der nødvendiggjorde grundlæggende politiske reformer. Hertil kom fremkomsten af en offentlig sfære med nye billige medier som aviser og pamfletter. Under offentlige forsamlinger blev nye idéer om menneskerettigheder, medborgerskab og folkesuverænitet fremført og diskuteret. Det revolutionære slagord var “frihed, lighed og broderskab” (på fransk: liberté, egalité, fraternité).
Kommentarer (2)
skrev Søren Kjørup
Det billede af Boldhuseden som gengives, er selvfølgelig ikke en pennetegning, men et maleri (vistnok lavet af en anden efter Davids forskellige, til sidst opgivne forsøg). Der ligger en pennetegning på https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/6/6d/Le_Serment_du_Jeu_de_paume.jpg/1653px-Le_Serment_du_Jeu_de_paume.jpg
og den er undtaget copyright. Jeg prøvede at sende den, men klarede ikke at udfylde det komplekse skema for tilladelser osv.
svarede Revka Winther El Baz
Kære Søren Kjørup,
Tak for din kommentar. Du har ganske ret i, at værket ikke er en pennetegning. Til gengæld er det iflg. Musée Carnavalet udført af Jacques-Louis David selv, om end det forblev ufærdigt.
Jeg har rettet i billedteksten i overensstemmelse med dette.
De bedste hilsner fra Revka
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.