Den Franske Revolution

Socialt var Frankrig vokset hastigt i løbet af 1700-tallet, fra omkring 21 mio. indbyggere i 1715 til omkring 28 mio. i 1789. Især byerne og først og fremmest Paris var vokset hurtigt. Økonomiske ustabilitet og dårlig høst mellem 1785 og 1788 medførte desperate forhold og uro for store grupper af befolkningen.

Politisk var den absolutistiske kongemagt presset af de såkaldte parlemens: regionale rets- og administrationsinstanser domineret af adelen, som krævede større indflydelse over statens politik. Kongemagten var samtidig presset af en stadigt rigere og mere indflydelsesrig borgerstand, som var sat udenfor politisk indflydelse.

Økonomisk havde den royale franske statsmagt opbygget en enorm gæld. Det skyldtes bl.a. deltagelsen i Den Amerikanske Revolution, som den franske finansminister Jacques Necker havde finansieret ved lån. Det franske hof havde enorme udgifter, og samtidig havde Frankrig et ineffektivt og kompliceret skattesystem med mange særregler og undtagelser. Blandet andet var adelen fritaget fra skat.

Landet var et kludetæppe af regioner med forskellige skatteregler, lovkodekser, sprog og skikke, og i 1787 staten på randen af bankerot.

Neckers efterfølger som finansminister, Charles-Alexandre de Calonne, fremlagde i 1786 en omfattende økonomisk reformplan, der skulle iværksættes for at undgå statsbankerot. Denne krævede blandt andet, at adelen begyndte at betale skat.

Kongen indkaldte både i 1787 og 1788 en forsamling af noble (notables) for at få disse reformer i gennem. Da dette mislykkedes, valgte kongen for at presse adelen i stedet for første gang siden 1614 at indkalde en stænderforsamling, hvor resten af befolkningen – også kendt som tredjestanden – ville være repræsenteret. Formålet var først og fremmest at få opbakning til en ny skattereform, hvorefter forsamlingen igen ville blive opløst. Denne forsamling med 1139 medlemmer blev åbnet af kongen i Versailles den 5. maj 1789.

Stænderforsamlingen blev åbnet i Versailles den 5. maj 1789. Efter stor uenighed stænderne imellem, som truede med at lede Frankring ind i et politisk dødvande, proklamerede tredjestanden sig den 17. juni 1789 som Nationalforsamling. Den svor ved den såkaldte Boldhused tre dage senere ikke at ville skilles, før Frankrig havde fået en forfatning. Kongen gav op og beordrede de andre stænders repræsentanter til at slutte sig til Nationalforsamlingen, som nu var blevet en forfatnings- og lovgivende forsamling frem for en blot rådgivende forsamling.

Det samme gjorde Nationalforsamlingen, som nu pludselig befandt sig i hjertet af Paris. Her begyndte forsamlingens medlemmer at mødes i klubber og selskaber, hvor også almindelige borgere kunne deltage, og som på en måde minder om moderne partier. Blandt disse var Jakobinerklubben. Ligeledes åbnede Nationalforsamlingen op for, at almindelige mennesker kunne komme ind og se, hvad politikere diskuterede, samt hvilke politikere, der stod for hvad. Det gav også journalister adgang, som begyndte at trykke referater fra forsamlingens møder og dermed udbredte kendskabet til den politiske debat til hele den franske befolkning.

I forsamlingen agiterede dele af venstregruppen under Jacques Pierre Brissot for krig som et middel til at samle nationen og udbrede revolutionens idéer, mens feuillanterne var modstandere af krigen.

Også moderate kræfter ønskede en krig, da de håbede det kunne sikre kongens position og kanalisere den revolutionære energi over i krigsførsel. I Jakobinerklubben advarede Robespierre mod krigen af frygt for et militærdiktatur. Men krigstilhængerne havde overtaget, og i april 1792 erklæredes krig mod Østrig og senere mod Preussen.

De franske revolutionskrige fortsatte herefter mere eller mindre uafbrudt frem til Napoleons fald i 1815. Den konstante krigstilstand er afgørende for at forstå de intense dynamikker, som herefter prægede Den Franske Revolution.

Krigen gik dårligt, og det blev mere og mere åbenbart, at kongen stod i ledtog med fjenden. Derfor stormede revolutionære elementer blandt Paris’ arbejdende klasser, også kendt som sansculotterne, Tuilerie-paladset den 10. august 1792. Det betød kongedømmets endelige fald og kongefamiliens fængsling i Le Temple, og omtales derfor nogen gange som ‘den anden revolution’ (hvor den første var Stormen på Bastillen).

Da den fjendtlige hær nærmede sig og i Brunswick-manifestet truede med at massakrere Paris’ befolkning, opstod der panik i blandt de parisiske folkemængder og politikere. Dette resulterede i de såkaldte Septembermassakrer. Mange fængslede (ofte mistænkt for kontrarevolutionær aktivitet) blev summarisk dømt i folkedomstole, og i omkring halvdelen af tilfældene blev de henrettet. Over 1000 mennesker mistede livet på denne måde.

Situationen lettedes betragteligt ved underretningen om en fransk sejr ved Valmy den 20. september 1792. Den franske krigslykke vendte efter dette slag, og Frankrig var i resten af krigen i offensiven.

Kolonierne var økonomiske motorer for de europæiske imperier i perioden og var derfor af vital betydning. Efter Den Haitianske Revolutions udbrud handlede dynamikken i alle Frankrigs kolonier ofte om kampen mellem slaver og deres allierede på ene side og plantageejere og deres allierede på den anden. Revolutionskrigene havde også kampen om kolonierne som et afgørende omdrejningspunkt.

Den 4. februar 1794 afskaffede Nationalforsamlingen slaveriet i et (vellykket) forsøg på, at skabe en alliance mellem den revolutionære administration og de slavegjorte oprørere imod kontrarevolutionære plantageejere og deres britiske allierede.

Forsamlingen proklamerede straks indførelsen af republikken, dømte kongen til døden og lod ham guillotinere den 21. januar 1793.

Den nye republik indførte straks en række reformer. Blandt disse var afskaffelsen af monarkiet, sekulariseringen af offentlige institutioner (inklusive giftermål, som nu var en offentlig frem for en kirkelig institution) samt lige ret og nemmere adgang til skilsmisse for kvinder og mænd. Sidstnævnte skal ses som led i en lang række regler, som gav bedre muligheder for kvinder og børn, heriblandt lige ret til arv for alle børn, lavere myndighedsalder og anerkendelsen af uægte børn som fuldgyldige familiemedlemmer.

Kvinder fik dog ikke på noget tidspunkt stemmeret eller ret til at besidde offentlige embede. De mange rettigheder til kvinder og børn blev rullet tilbage under Napoleon, og eksempelvis blev den lige ret til skilsmisse efter sin afskaffelse i 1804 ikke genindført før 1884.

I flere provinser var der i foråret oprør, og i Paris stillede sansculotterne, heriblandt den yderligtgående gruppe kendt som ’de rasende’ (les enragés), krav om sociale reformer. Alt dette medførte en radikalisering af revolutionen. I marts oprettedes Revolutionsdomstolen, som skulle dømme politiske modstandere, og i april etableredes Velfærdsudvalget, som blev den reelle revolutionære regering.

Indadtil mundede magtkampen mellem girondinerne og montagnarderne ud i en udrensning af gironderne fra Nationalkonventet den 2. juni 1793. Dette kup blev bakket op af sansculotterne, og en egentligt jakobiner-ledet regering blev resultatet.

Den revolutionære regering tiltog sig mere og mere kontrol over det politiske liv. Den fik magten i Pariserkommunen, den lokale administration af Paris, som var et vigtigt forum for folkelig politik, og som havde spillet en afgørende rolle i at organisere oprøret den 10. august 1792. Mange folkelige organisationer blev lukket. Den berygtede offentlige anklager Antoine Fouquier-Tinville administrerede en lov fra juni 1794. Loven fratog folk, der var anklaget for kontrarevolutionær aktivitet, ret til forsvar og indførte døden som eneste mulige straf.

Rædselsregimet nåede sit højdepunkt i denne periode. Samtidig søgte Robespierre med dyrkelsen af Det Højeste Væsen at indstifte en verdslig religion. Men snart kom det til voldsomme konflikter i Velfærdsudvalget og Sikkerhedsudvalget, og mange konventsmedlemmer frygtede for deres liv.

De nye magthavere, thermidorianerne, slog ind på en reaktionær kurs, og perioden herefter kendes som Den Thermidorianske Reaktion. Jakobinerklubben blev lukket, og i desperation over de håbløse økonomiske vilkår foranstaltede sansculotterne de sidste store journées révolutionnaires i april og maj 1795. Nationalkonventet satte militæret ind, og hermed havde sansculotterne udspillet deres politiske rolle.

I oktober 1795 gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt. Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober. Men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri. Regeringen førte en slingrende kurs med skiftende alliancer, valgsvindel og kup støttet af militæret.

Konsekvensen blev da også, at Napoleon Bonaparte den 9. november 1799 gennemførte et militærkup, som førte til republikkens ophør og oprettelsen af Konsulatet og senere Kejserdømmet.

Hvad ejendomsforholdene angår, tabte kirken mest, da dens jorder blev nationaliseret. Det var velstående bønder og storborgerskabet i byerne, der opkøbte kirkens og emigranternes godser, uden at det i væsentlig grad ændrede den sociale struktur.

Militært set gennemførtes massemobilisering og senere værnepligt. Herved fik krigene i Europa en mere total karakter ved i princippet at blive ført af nationen under våben.

På det religiøse område gik udviklingen i retning af en sekularisering af tilværelsen. Et kompromis mellem stat og kirke gennemførtes med Konkordatet i 1801, mens den endelige adskillelse af stat og kirke først blev gennemført i 1905.

Revolutions- og Napoleonstiden blev endvidere enden på den franske dominans på det kulturelle område.

Den enorme infrastruktur som den moderne massehær krævede blev muliggjort af opkomsten af et moderne statsapparat. Skatte- og lovsystemet blev rationaliseret, den offentlige folkeskole blev indført og statslig social omsorg med blandt andet offentlige hospitaler og godtgørelser til fattige blev indført.

Revolutionen havde også enorm effekt på det sociale plan. Blandt de mest skelsættende var, at slaveriet blev afskaffet, og at kvinder fik lige ret til skilsmisse og til arv. Begge disse reformer blev rullet tilbage under Napoleon i henholdsvis 1802 og 1804.

Med revolutionen skete der på det ideologiske plan en nyorientering. Liberalismen blev knæsat med Menneskerettighedserklæringen og på længere sigt med etableringen af den borgerlige liberale stat. I en kort periode eksperimenterede sansculotterne med et socialt demokrati, en forløber for de senere folkelige bevægelser og socialismen, først udviklet af François Babeuf.

Som en reaktion mod revolutionen udvikledes konservatismen med Edmund Burke og reaktionære ideologier med Louis Bonald og Joseph de Maistre som bannerførere.

Vigtig var også udviklingen af den revolutionære myte, hvorved Den Franske Revolution blev forbillede for revolutionerne i 1830, 1848, 1871 og Den Russiske Revolution i 1917.