Påvirket af både amerikansk rhythm & blues, rock'n'roll, calypso og mento opstod sidst i 1950'erne den festlige og lynhurtige jamaicanske ska. Den britiske musikentreprenør Chris Blackwell (f. 1937) hørte potentialet i musikken og skaffede i 1964 den jamaicanske sanger Millie Small (1946-2020) et internationalt hit med My Boy Lollipop.
Fra midten af 1960'erne dalede tempoet i ska, og inspireret af amerikansk rock udvikledes stilen rock steady. Tempoet dalede yderligere, og under betegnelsen roots reggae opstod som en meget selvbevidst musikstil, der havde kraftige forbindelser til den afronationalistiske rastafaribevægelse og dens brug af ganja (marihuana) som et middel til at nå det guddommelige.
Reggae udviklede sig både på gadediskotekerne, kaldet soundsystems, og i studierne hos bl.a. produceren Lee "Scratch" Perry. Stilskabende blev Toots And The Maytals, Burning Spear, The Heptones, The Wailers og ikke mindst Bob Marley, der blev genrens verdenskendte figur fra begyndelsen af 1970'erne. Til gadediskotekernes discjockeyer udvikledes såkaldte instrumentale dubversioner af numrene med brug af ekko og ind- og udfald af instrumenter i en kreativitet ved mixerpulten, der siden hen har påvirket rock, hiphop, rap og techno.
Trommeslageren Sly Dunbar (f. 1952) og bassisten Robbie Shakespeare (1953-2021) fornyede fra midten af 1970'erne reggaens rytmik med et smidigt shuffle-groove. De mange caribiske indvandrere i England tog også reggaen op og skabte med Linton Kwesi Johnson (f. 1952) en poetisk og politisk toasting-stil, den antiracistiske 2-tone fra Birmingham og den blide lovers rock præget af kærlighedsballader.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.