DJ'ing til hiphopkoncert.
DJ'ing til koncert med rapperen Danny Brown i 2014.
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

DJ’ing er kunsten at afspille, mixe og manipulere plader for et publikum. Ordet er afledt af DJ (kort for discjockey) og oprindelig forbundet med radioværter, som afspillede plader i æteren.

Faktaboks

Også kendt som

deejaying, turntablism

DJ’ing er en vigtig del af flere populærmusikalske genrer fra reggae og dancehall over hiphop til elektronisk dansemusik (EDM).

DJ’ing i hiphop

I hiphop er DJ’ing det ene af kulturens traditionelle elementer, og det er tæt forbundet med turntablism, dvs. den kreative og ekvilibristiske brug af pladespilleren – eller typisk to pladespillere og en mixer – som instrument.

Hiphop-DJ’ing opstod i 1970'erne med inspiration fra jamaicansk sound system-kultur og amerikanske radio- og natklub-DJ’s. Mens afspilningen af plader i et sammenhængende flow var kendt fra diskoteker og natklubber, udviklede hiphop-pionerer som DJ Kool Herc og Grandmaster Flash nye teknikker: Med back spins kunne et musikalsk fragment isoleres og gentages i samspillet mellem to pladespillere, og DJ'en kunne dermed forlænge passsager, som var særligt populære blandt danserne (fx instrumentalbreaks). En anden tidlig teknik er scratch, som lader DJ’en bruge pladespilleren som et rytmisk instrument.

Hiphoppens karakter af konkurrencekultur har betydet en lang tradition for DJ battles, hvor den tekniske kunnen og opfindsomhed bliver dyrket. Fx var danske DJ’s som The Duke, Cutfather og Soulshock tidligt langt fremme ved de internationale DMC World DJ Championships.

DJ’s som producere

DJ’ens rolle har med tiden udviklet sig i retning af at producere nærmere end at afspille musik. Da samplere blev introduceret i hiphop i 1980'erne, kunne beats sammensættes digitalt, og rapmusikkens succes flyttede genren fra primært at være et livefænomen til at handle om pladeproduktioner. Også i EDM gør DJ's sig i vid udstrækning i udgivelser, og liveoptrædener baseres på forproducerede tracks.

DJ’ing i jamaicanske genrer

Den hidtidige beskrivelse af DJ’ing kompliceres af jamaicanske genrer som ska, reggae og dancehall, hvor ordet bruges som betegnelse for det at synge eller rappe over et beat (også kaldet toasting). Pladevendere kaldes i denne sammenhæng selectors, og de indgår typisk i holdet omkring et sound system, dvs. et specialbygget højtaleranlæg, som bruges ved udendørs fester.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig