Græsk. De fire græske hoveddialekters udbredelse ca. 600 f.Kr. Arkado-kyprisk taltes tillige på en del af Cypern, jonisk i kolonierne ved Sortehavet, og dorisk i de fleste kolonier mod vest.

.

"At læse" hedder på oldgræsk "at genkende", og oldtidens mennesker læste som regel ved at mumle stavelserne og "genkende" ordet gennem øret: He-ra-kles.

.
Licens: Brukerspesifisert

Det græske sprog kan følges helt fra 1400-tallet f.v.t. op til i dag. Artiklen behandler først det græske alfabet, dernæst oldgræsk, dvs. det græske sprog op til ca. 400 e.v.t., herefter nygræsk og sprogets historie siden oldtiden samt endelig græskundervisningen i Danmark.

Det græske alfabet

Efter oldtidens grækeres opfattelse stammede det græske alfabet fra det fønikiske og var bragt til Grækenland i mytisk tid af kong Kadmos eller kong Danaos. Den moderne forskning tilslutter sig traditionen om oprindelsesstedet, men diskuterer stadig, hvornår og hvordan det fællessemitiske konsonantalfabet har udviklet sig til det græske alfabet. De ældste græske alfabetindskrifter er fra omkring 750 f.v.t., men indførelsen er formentlig sket noget tidligere.

Oldgræsk

Kilderne til vores viden om det græske sprog i oldtiden er dels indskrifter på sten, metal eller brændt ler, dels litteratur skrevet i håndskrifter på papyrus fra den senere oldtid og på pergament eller papir fra middelalderen.

Nygræsk

Det sprog, der tales og skrives i dag i Grækenland, hedder elliniˈka 'græsk' eller, når man vil skelne det fra oldgræsk, nea elliniˈka 'nygræsk'. Det græske sprog har bevaret og delvis genskabt en stor del af ordforrådet og den grammatiske struktur fra oldtiden. De ældste tekster, der kan betegnes som nygræske, stammer fra omkring år 1000 e.v.t.

Græskundervisningen i Danmark

I modsætning til latin, som kom til Danmark med kristendommen, blev klassisk græsk først med Reformationen gjort obligatorisk på teologistudiet. Det blev efterhånden et selvstændigt fag, fra begyndelsen af 1800-tallet sammen med latin under betegnelsen klassisk filologi. Der undervises desuden i nygræsk ved universiteterne i København fra 1958 og Aarhus siden 1970'erne. Hertil kommer kurser inden for fritidsundervisningen.

Ved den skelsættende reform af de lærde skolers indhold 1805-1809 fremstod, på baggrund af nyhumanistiske strømninger i Tyskland, latin og græsk som de fornemste dannelsesfag. De klassiske fag blev med Skoleloven af 1903 drastisk beskåret; til gengæld indførtes oldtidskundskab som obligatorisk fag med særlig vægt på læsning af græsk litteratur i oversættelse. Visse gymnasier udbyder fortsat græsk på A-niveau. Desuden følges universiteternes elementarkurser af et antal studerende, hvis studium ikke er græsk.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig