Puniske krige
Puniske krige | |||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Territorium kontrolleret af den Romerske Republik (lysegrøn) og Karthago (fersken-orange) på forskellige tidspunkter under de puniske krige. |
|||||||||
|
|||||||||
Parter | |||||||||
Karthago |
De puniske krige[note 1] var en række krige der fandt sted mellem 264 f.Kr. til 146 f.Kr., og som blev udkæmpet mellem de to daværende regionale stormagter i den vestlige del af Middelhavet: den Romerske Republik og det Karthagiske Rige. Der fandt tre direkte krige sted – både til lands og til vands – mellem de to stormagter, som forgik på tværs af hele det vestlige Middelhavsområde og omfattede samlet set 43 års krigsførelse. De puniske krige anses også for at omfatte det fire år lange oprør mod Karthago, der udbrød i forlængelse af den Første Puniske Krig i 241 f.Kr. Alle krigene resulterede i enorme materielle og menneskelige tab på begge sider.
Denne artikel er en del af en serie om de |
Puniske Krige |
---|
Den Første Puniske Krig udbrød på Middelhavsøen Sicilien i 264 f.Kr., da Roms ekspansion begyndte at trænge ind på Karthagos indflydelsessfære på øen. Ved krigens begyndelse var Karthago den dominerende magt i det vestlige Middelhav med et omfattende maritimt imperium, mens Rom var en hurtigt voksende magt i Italien med en stærk hær – men ingen flåde. Kampene fandt primært sted på Sicilien og dets omkringliggende farvande samt i Nordafrika, Korsika og Sardinien. Krigen varede i 23 år (indtil 241 f.Kr.) da karthaginerne blev besejret. I henhold til Lutatius-traktaten (fra 241 f.Kr., men ændret i 237 f.Kr.) skulle Karthago betale store reparationer, ligesom Sicilien blev annekteret som en romersk provins. Krigens afslutning udløste et stort, men i sidste ende mislykket, internt oprør i det Karthagiske Rige. Dette oprør blev kendt som Lejesoldatskrigen.
Den Anden Puniske Krig begyndte i 218 f.Kr., hvor den karthaginske general Hannibal bl.a. krydsede Alperne og invaderede det italienske fastland. Denne ekspedition havde indledningsvis betydelig succes, hvor karthaginerne kæmpede i Italien i 14 år, inden de overlevende i sidste ende trak sig tilbage. Der var også omfattende kampe i Iberien (det moderne Spanien og Portugal), Sicilien, Sardinien og Nordafrika. Den vellykkede romerske invasion af det karthaginske hjemland i Nordafrika i 204 f.Kr. afstedkom, at Hannibal blev tilbagekaldt. Han blev dog besejret i forbindelse med Slaget ved Zama i 202 f.Kr. af den romerske general Scipio Africanus, hvorefter Karthago søgte om fred. En traktat blev aftalt i 201 f.Kr., som fratog Karthago dets oversøiske territorier og nogle af dets afrikanske, pålagde Karthago store reparationer, lagde begrænsninger på dets væbnede styrker og forbød Karthago at føre krig uden Roms tilladelse. Dette fik Karthago til at ophøre med at være en militær trussel.
I 151 f.Kr. forsøgte Karthago at forsvare sig mod numidiske angreb, og Rom brugte dette som en undskyldning for at erklære krig i 149 f.Kr. Dette startede den Tredje Puniske Krig. Denne konflikt blev udkæmpet på Karthagos territorier i det, der i dag er Tunesien, og krigen var centreret omkring belejringen af hovedstaden Karthago. I 146 f.Kr. stormede romerne byen Karthago, plyndrede den, slagtede eller gjorde det meste af befolkningen til slaver og ødelagde byen fuldstændigt. De karthaginske territorier blev overtaget,[note 2] hvorfra den romerske provins Afrika blev dannet. Ruinerne af byen ligger øst for det moderne Tunis på den nordafrikanske kyst.
Primære kilder
[redigér | rediger kildetekst]Hovedkilden til næsten alle aspekter af de puniske krige er historikeren Polybius (ca. 200 – ca. 118 f.Kr.), som var en græker, der blev sendt til Rom i 167 f.Kr. som gidsel.[2][3] Hans værker inkluderer en nu tabt manual om militær taktik,[4] men han er i dag mest kendt for værket "Historierne" (engelsk:The Histories), skrevet engang efter 146 f.Kr.[2][5] Karthagiske skriftlige kilder blev ødelagt sammen med deres hovedstad, Karthago, i 146 f.Kr. og Polybius' beretning om de puniske krige er derfor baseret på flere – i dag forsvundne/mistet – græske og latinske kilder.[6]
Polybius var en analytisk historiker og interviewede, så vidt muligt, personligt deltagere i de begivenheder, som han skrev om.[7][8] Moderne historikere mener, at Polybius har behandlet Scipio Aemilianus (hans personlige protektor/mæcen og ven) uforholdsmæssigt gunstigt.[9][10] Det til trods er konsensus blandt moderne historikere stadig, at Polybius' værk generelt kan anses for objektivt og stort set neutralt i forhold til karthagiske og romerske synspunkter.[11][12] Den moderne historiker Andrew Curry mener, at "Polybius viser sig at [være] ret pålidelig";[13] mens Craige Champion beskriver ham som "en bemærkelsesværdig velinformeret, flittig og indsigtsfuld historiker".[14] Detaljerne om krigen i moderne kilder er i vid udstrækning baseret på fortolkninger af Polybius' beretning.[9][10][3]
Den romerske historiker Livius' beretning bruges ofte af moderne historikere, når der ikke eksisterer nogle beretninger fra Polybius. Livius' (59 f.Kr. – 17 e.Kr.) beretninger ligger sig tæt på Polybius' beretninger, omend de er skrevet på en mere struktureret måde, med flere detaljer om romersk politik, og desforuden var Livius' beretninger åbentlyst pro-romersk.[15][16][17] Hans beretninger om militære sammenstød er dog ofte påviseligt ukorrekte og unøjagtige. Klassikeren Adrian Goldsworthy siger således, at Livius' "pålidelighed ofte er tvivlsom",[18], mens historikeren Philip Sabin henviser til Livius' "militære uvidenhed".[19]
Senere beretninger om krigene fra antikken findes også i fragmentarisk eller opsummerende form.[20] Moderne historikere tager normalt højde for skrifterne fra forskellige romerske annalister, nogle samtidige. Herunder den sicilianske græker Diodorus Siculus, og de senere romerske historikere[17] Plutarch, Appian[note 3] og Dio Cassius.[22] Goldsworthy skriver dog, at "Polybius' beretning er normalt at foretrække, når den afviger fra nogen af vores andre beretninger".[note 4][9] Andre kilder omfatter mønter, indskrifter, arkæologiske fund samt empiriske fund fra rekonstruktioner.[23]
Første Puniske Krig (264 – 241 f.Kr.)
[redigér | rediger kildetekst]Meget af den Første Puniske Krig (264 – 241 f.Kr.) blev hovedsageligt udkæmpet på eller i farvandene nær Sicilien.[24] På land gjorde Siciliens bakkede og ru terræn manøvrering af store styrker vanskelig og tilskyndede derfor defensive strategier. Landeoperationerne var stort set begrænset til razziaer, belejringer og lignende. I 23 års krig på Sicilien var der kun to større slag.[25]
Sicilien, 264–257 f.Kr.
[redigér | rediger kildetekst]Krigen begyndte med, at romerne fik fodfæste på Sicilien i Messana (moderne Messina) i 264 f.Kr.[26] De pressede derefter Syrakus, den eneste betydelige uafhængige magt på øen, til at alliere sig med dem[27] og belejrede Karthagos vigtigste base i Akragas på sydkysten.[28] En karthaginsk hær på 50.000 infanterisoldater, 6.000 kavaleri og 60 krigselefanter forsøgte at løfte belejringen i 262 f.Kr., men blev besejret i forbindelse med Slaget ved Akragas. Den nat slap den karthaginske garnison væk, og romerne besatte byen og dens indbyggere og solgte 25.000 af dem til slaveri.[29]
Efter dette slag nåede landkrigen på Sicilien et dødvande, da karthagenerne fokuserede på at forsvare deres godt befæstede byer. Disse byer lå for det meste på kysten og kunne derfor forsynes og forstærkes uden, at romerne kunne bruge deres overlegne landhær.[30][31] Krigen flyttede derfor fokus til havet, hvor romerne havde ringe erfarin. Ved de få lejligheder, hvor de tidligere havde følt behov for en maritim tilstedeværelse, havde de normalt stolet på små eskadroner leveret af deres latinske eller græske allierede.[28][32][33] Romerne byggede derfor en flåde for at udfordre Karthagos flåde,[34] og ved hjælp af corvus påførte de et stort nederlag ved Slaget ved Mylae i 260 f.Kr.[35][36][37] En karthaginsk base på Korsika blev besat, men et angreb på Sardinien blev afvist. Basen på Korsika gik derefter tabt.[38] I 258 f.Kr. besejrede en romersk flåde en mindre karthaginsk flåde i Slaget ved Sulci ud for Sardiniens vestkyst.[36]
Romersk sejr, 243–241 f.Kr
[redigér | rediger kildetekst]Efter mere end 20 års krig var begge stater økonomisk og demografisk udmattede.[39] Beviser på Karthagos økonomiske situation omfatter deres anmodning om et lån på 2.000 talenter[note 5] fra Ptolemæiske Egypten, som blev afvist.[42] Rom var også tæt på konkurs, og antallet af voksne mandlige borgere, der leverede arbejdskraften til flåden og legionerne, var faldet med 17 procent siden krigen begyndte.[43] Historikeren Adrian Goldsworthy (2006) har beskrevet de romerske tab af arbejdskraft som "forfærdelige".[44]
Romerne genopbyggede deres flåde igen i 243 f.Kr. efter at Senatet havde kontaktet Roms rigeste borgere for lån til at finansiere byggeriet. Tilbagebetaleligt til disse borger skulle ske fra de reparationer, der skulle pålægges Karthago, når krigen var vundet.[45] Denne nye flåde blokererede effektivt de karthaginske garnisoner.[41] Karthago samlede en flåde, der forsøgte at aflaste dem, men den blev ødelagt i Slaget ved Egadi-øerne i 241 f.Kr.,[46][47] hvilket tvang de afskårne karthaginske tropper på Sicilien til at forhandle om fred.[41][48]
Lutatius-traktaten blev aftalt, hvorved det blev aftalt, at Karthago skulle betale 3.200 talenter sølv[note 6] i reparationer, og Sicilien ville blive annekteret af Rom som en romersk provins.[46] Polybius betragtede krigen som "den længste, mest kontinuerlige og mest hårdt bestridte krig, vi kender til i historien".[49] Fremover betragtede Rom sig selv som den førende militære magt i det vestlige Middelhav og i stigende grad Middelhavsområdet som helhed. Den enorme indsats med gentagne gange at bygge store flåder af galejer under krigen lagde fundamentet for Roms maritime dominans, der skulle vare i 600 år.[50]
Mellemkrigstiden (241 – 218 f.Kr.)
[redigér | rediger kildetekst]Lejesoldatskrigen (241 – 237 f.Kr.)
[redigér | rediger kildetekst]Lejesoldatskrigen, også kendt som den Våbenløse Krig, udbrød i 241 f.Kr. som følge af en tvist om betalingen af 20.000 udenlandske soldaters (lejesoldater) løn. Disse soldatere havde kæmpet for Karthago på Sicilien under den Første Puniske Krig. Konflikten udviklede sig til et mytteri under ledelse af Spendius og Matho. 70.000 afrikanere fra de territorier som Karthago kontrollerede strømmede til for at slutte sig til oprørerne og medbragte forsyninger og finansiering.[51][52] Som følge af krigstræthed klarede Karthago sig indledningsvis dårligt, særligt under ledelse af generalen Hanno.[53][54] Hamilkar Barkas – en veteran fra kampagnerne på Sicilien – fik delvis tildelt kommando over hæren i 240 f.Kr. og senere (i 239 f.Kr.) fik han tildelt den øverste kommando over hæren.[54] Han ledte militærkampagnen med stor succes og demonstrerede indledningsvis lempelighed i et forsøg på at vinde oprørerne over.[55] For at forhindre dette torturerede Spendius i 240 f.Kr. 700 karthaginske fanger til døde, og herefter blev krigen ført med stor brutalitet.[56][57]
I begyndelsen af 237 f.Kr., efter adskillige tilbageslag, blev oprørerne besejret, og deres byer blev bragt tilbage under karthaginsk kontrol.[58] En ekspedition blev herefter forberedt til at genbesætte Sardinien, hvor mytteriske soldater havde slagtet alle karthaginere. Det romerske senat erklærede, at de betragtede forberedelsen af denne ekspeditionsstyrke som en krigs[59]handling og krævede, at Karthago afgav Sardinien og Korsika og betalte en yderligere krigsskadeerstatning på 1.200 talenter.[note 7][60] Efter at have været svækket af 30 års krig, accepterede Karthago disse betingelser fremfor at indlede en ny konflikt med Rom.[61] Polybius betragtede dette som "i strid med al retfærdighed", og moderne historikere har på forskellig vis beskrevet romernes opførsel som "uprovokeret aggression og traktatbrud",[60] "skamløst opportunistisk"[62] og en "uskrupuløs handling".[63] Disse begivenheder øgede hadet mod Rom i Karthago, som ikke var forsonet med Roms opfattelse af sin situation. Dette brud på den nyligt underskrevne traktat (se Lutatius-traktaten) betragtes af moderne historikere som den største enkeltårsag til, at krigen med Karthago brød ud igen i 218 f.Kr. i forbindelse med den Anden Puniske Krig.[64][65][66]
Anden Puniske Krig (218 – 201 f.Kr.)
[redigér | rediger kildetekst]Den anden puniske krig varede fra 218 til 201 f.Kr.. Forinden havde Karthagos med general Hannibal ekspanderet kraftigt på den iberiske halvø. Krigen er mest berømt for Hannibals togt over Alperne med elefanter og hans sejre over romerne 218-216 f.Kr., især slaget ved Cannae 216 f.Kr.. Krigen endte dog med Roms sejr, der fratog Kartago alle besiddelser pånær landområdet omkring selve byen i Nordafrika.
Tredje Puniske Krig (149 – 146 f.Kr.)
[redigér | rediger kildetekst]Den tredje puniske krig mellem 149 og 146 f.Kr. var en lang belejring af Karthago og endte med byens fuldstændige ødelæggelse.
Udsagn
[redigér | rediger kildetekst]Den romerske politiker Cato den Ældre er berømt for sit udsagn "Ceterum censeo Carthaginem esse delendam" ("Desuden mener jeg, Karthago bør ødelægges") mellem anden og tredje puniske krig.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Ordet 'punisk' kommer af, at romerne kaldte kartaginienserne for punere. Termen "punisk" stammer fra det latinske ord Punicus (eller Poenicus), der betyder "fønikisk". Det henviser til karthagernes fønikiske herkomst.[1]
- ^ Romerne konfiskerede deres jord, som blev ager publicus: jord ejet af staten Rom.
- ^ Hvis beretningen om den Tredje Puniske Krig særlig er værdifuld.[21]
- ^ Andre kilder end Polybius diskuteres af Bernard Mineo i "Principal Literary Sources for the Punic Wars (apart from Polybius)".[22]
- ^ Fra antikken kendes flere forskellige "talenter". Dem, der henvises til i denne artikel, er alle Euboiske (eller Euboiske) talenter på cirka 26 kg.[40][41] 2.000 talenter svarede cirka 52.000 kg sølv.[40]
- ^ 3.200 talenter var cirka 82.000 kg[40]
- ^ 1.200 talenter var cirka 30.000 kg sølv[40]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Sidwell & Jones 1997, s. 16.
- ^ a b Goldsworthy 2006, s. 20.
- ^ a b Tipps 1985, s. 432.
- ^ Shutt 1938, s. 53.
- ^ Walbank 1990, s. 11–12.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 23.
- ^ Shutt 1938, s. 55.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 21.
- ^ a b c Goldsworthy 2006, s. 20–21.
- ^ a b Lazenby 1996, s. x–xi, 82–84.
- ^ Lazenby 1996, s. x–xi.
- ^ Hau 2016, s. 23–24.
- ^ Curry 2012, s. 34.
- ^ Champion 2015, s. 102.
- ^ Lazenby 1998, s. 87.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 22.
- ^ a b Champion 2015, s. 95.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 222.
- ^ Sabin 1996, s. 62.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 21–23.
- ^ Le Bohec 2015, s. 430.
- ^ a b Mineo 2015, s. 111–127.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 23, 98.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 310.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 82.
- ^ Bagnall 1999, s. 52–53.
- ^ Erdkamp 2015, s. 71.
- ^ a b Miles 2011, s. 179.
- ^ Miles 2011, s. 179–180.
- ^ Bagnall 1999, s. 64–66.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 97.
- ^ Bagnall 1999, s. 66.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 91–92, 97.
- ^ Miles 2011, s. 180–181.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 109–110.
- ^ a b Bagnall 1999, s. 65.
- ^ Lazenby 1996, s. 73–74.
- ^ Bagnall 1999, s. 63–65.
- ^ Bringmann 2007, s. 127.
- ^ a b c d Lazenby 1996, s. 158.
- ^ a b c Scullard 2006, s. 565.
- ^ Bagnall 1999, s. 92.
- ^ Bagnall 1999, s. 91.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 131.
- ^ Lazenby 1996, s. 49.
- ^ a b Miles 2011, s. 196.
- ^ Bagnall 1999, s. 96.
- ^ Lazenby 1996, s. 157.
- ^ Scullard 2002, s. 178.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 128–129, 357, 359–360.
- ^ Bagnall 1999, s. 112–114.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 133–134.
- ^ Eckstein 2017, s. 6.
- ^ a b Bagnall 1999, s. 115.
- ^ Bagnall 1999, s. 118.
- ^ Miles 2011, s. 208.
- ^ Eckstein 2017, s. 7.
- ^ Hoyos 2000, s. 377.
- ^ Miles 2011, s. 209, 212–213.
- ^ a b Scullard 2006, s. 569.
- ^ Lazenby 1996, s. 175.
- ^ Goldsworthy 2006, s. 136.
- ^ Bagnall 1999, s. 124.
- ^ Collins 1998, s. 13.
- ^ Hoyos 2015, s. 211.
- ^ Miles 2011, s. 213.