Vilkår for brug af Wikimedia Foundation

This page is a translated version of the page Policy:Terms of Use and the translation is 100% complete.

Genvej:
ToU

Vores brugsbetingelser

Forestil dig en verden, hvor hvert enkelt menneske frit kan bidrage til summen af al viden. Det er vores mål.Vores vision

Velkommen til Wikimedia! Wikimedia Foundation, Inc. (“vi” eller “os” eller “Foundation”) er en almennyttig velgørende organisation med hovedkvarter i San Francisco, Californien, USA, hvis mission er at styrke og engagere mennesker over hele verden til at indsamle og udvikle indhold under en gratis licens eller i det offentlige domæne, og til at udbrede det effektivt og globalt, gratis.

For at støtte vores levende fællesskab leverer vi den væsentlige infrastruktur og organisatoriske ramme for udviklingen af flersprogede wiki-projekter og deres udgaver (som forklaret på vores Wikimedia Projects-side) (herefter benævnt “projekter”) og andre bestræbelser, der tjener denne mission. Vi bestræber os på at lave og vedligeholde oplysende og informerende indhold fra de projekter, der er tilgængelige på internettet, uden beregning, i al evighed.

Vi byder dig (“dig” eller “brugeren”) velkommen som læser eller bidragsyder til projekterne, og vi opfordrer dig til at deltage i Wikimedia-fællesskabet. Før du deltager, beder vi dig dog læse og acceptere følgende brugsvilkår (“brugsvilkår”).

Oversigt

Disse brugsvilkår fortæller dig om vores offentlige tjenester hos Wikimedia-fonden, vores forhold til dig som bruger og de rettigheder og ansvarsområder, der vejleder os begge. Vi hoster en utrolig mængde oplysende og informerende indhold som alt sammen er bidraget og gjort muligt af brugere som dig selv. Generelt hverken bidrager, overvåger eller sletter vi indhold (med sjældne undtagelser, såsom i henhold til politikker såsom disse brugsvilkår, med henblik på juridisk overholdelse, eller når vi står over for presserende trusler om alvorlig skade). Det betyder, at den redaktionelle kontrol er i hænderne på dig og dine medbrugere, der opretter og administrerer indholdet.

Fællesskabet, dvs. netværket af brugere, der konstant bygger og bruger projekterne og/eller deres hjemmesider (som hermed benævnes “projekthjemmesider”), er det vigtigste middel til opnåelse af missionens mål. Fællesskabet bidrager til og hjælper med at styre vores projekter og projekthjemmesider. Fællesskabet påtager sig også den kritiske funktion at oprette og håndhæve politikker for de specifikke projektudgaver (såsom de forskellige sprogudgaver til Wikipedia-projektet eller den flersprogede udgave af Wikimedia Commons).

Du, brugeren, er velkommen til at deltage som bidragyder, redaktør eller forfatter, men du bør følge de politikker, der regulerer hver af de uafhængige projektudgaver, herunder det universelt adfærdskodeks Universal Code of Conduct, (UCoC), som gælder for alle projektudgaver. Det største af vores projekter er Wikipedia, men vi hoster også andre projekter, som hver har forskellige mål og arbejdsmetoder. Hver projektudgave har et team af bidragsydere, redaktører eller forfattere, der arbejder sammen om at skabe og administrere indholdet på den pågældende projektudgave. Du er velkommen til at deltage i disse teams og samarbejde med dem om at forbedre disse projekter. Da vi er dedikeret til at gøre alt indhold frit tilgængeligt for offentligheden, gøres indhold, som du bidrager med, tilgængeligt i medfør af en gratis licens eller udgives i det offentlige domæne.

Vær opmærksom på, at du er juridisk ansvarlig for alle dine bidrag, redigeringer og genbrug af Wikimedia-indhold i henhold til lovgivningen i USA og anden gældende lovgivning (som kan omfatte lovgivning, hvor du eller genstanden for dine bidrag befinder sig). Det betyder, at det er vigtigt, at du udviser forsigtighed, når du poster, ændrer eller genbruger indhold. I lyset af dette ansvar har vi nogle regler om, hvad du ikke må gøre, hvoraf de fleste enten er for at beskytte dig selv eller for at beskytte andre brugere som dig selv. Vær opmærksom på, at det indhold, vi hoster, kun er til generel information, så hvis du har brug for ekspertrådgivning til et bestemt spørgsmål (såsom medicinske, juridiske eller økonomiske anliggender), skal du søge hjælp fra en passende faglig. Vi inkluderer også andre vigtige meddelelser og ansvarsfraskrivelser, så du bedes læse disse brugsvilkår i deres helhed.

Af hensyn til klarheden er andre organisationer, såsom lokale Wikimedia-afdelinger og -foreninger, der kan have del i den samme mission, ikke desto mindre juridisk uafhængige og adskilt fra Wikimedia Foundation. Medmindre andet er angivet af fonden som en autoriseret part på et givet projekts hjemmeside, har disse andre organisationer intet ansvar for driften af projektets hjemmeside eller dets indhold.

1. Vores tjenester

Wikimedia-fonden er dedikeret til at fremme vækst, udvikling og distribution af gratis flersproget indhold og til at hoste det fulde indhold af disse wiki-baserede projekter for offentligheden uden beregning. Vores rolle er at være vært for nogle af de største samarbejdsredigerede referenceprojekter i verden, som kan findes her. Vi fungerer dog kun som hostingtjenesteudbyder, der opretholder infrastrukturen og de organisatoriske rammer. Denne infrastruktur og ramme giver vores brugere mulighed for at bygge projekterne ved selv at bidrage med og redigere indhold. De giver også vores brugere mulighed for at genbruge det pågældende indhold. Den infrastruktur, vi vedligeholder, omfatter specialiseret teknologisk infrastruktur, der gør det muligt for brugere at interagere med og genbruge indhold på projekter (kaldet “Application Programming Interface” eller “API’er”) og mobilapplikationer.

Som anvendt i resten af brugsvilkårene består vores tjenester af: De projekthjemmesider, vi er vært for, teknologisk infrastruktur, som vi vedligeholder, og eventuelle tekniske rum, som vi er vært for, til vedligeholdelse og forbedring af vores projekter.

På grund af vores unikke rolle er der et par ting, du skal være opmærksom på, når du overvejer vores forhold til dig, projekterne og andre brugere:

  1. Vi påtager os ikke en redaktionel rolle: I og med at projekterne redigeres i fællesskab, leveres størstedelen af det indhold, vi hoster, af brugere, og vi påtager os ingen redaktionel rolle. Det betyder, at vi generelt ikke overvåger eller redigerer indholdet på projekthjemmesiderne, og vi påtager os intet ansvar for dette indhold. Tilsvarende gælder det, at medmindre vi udtrykkeligt har angivet andet, støtter vi ikke nogen meninger, der udtrykkes via vores tjenester, og vi hverken repræsenterer eller garanterer sandfærdigheden, nøjagtigheden eller pålideligheden af eventuelt indsendt fællesskabsindhold på projekterne.
  2. Du er ansvarlig for dine egne handlinger: Du er juridisk ansvarlig for dine redigeringer og bidrag på projekterne, din genbrug af indhold på projekterne, din brug af API’erne og din brug af vores tjenester i almindelighed. For at beskytte dig selv, skal du udvise forsigtighed og undgå at foretage handlinger, der kan resultere i strafferetligt eller civilretligt ansvar i henhold til gældende lovgivning. For klarheds skyld omfatter gældende lovgivning som minimum lovgivningen i USA og staten Californien. For andre lande fastslås dette fra sag til sag. Selvom vi muligvis ikke er enige i sådanne handlinger, advarer vi brugere – især redaktører, bidragsydere og forfattere – om, at ikke-amerikanske myndigheder kan søge at anvende andre landes lovgivning over for dig, herunder lokal lovgivning, hvor du bor, eller hvor du ser eller redigerer indhold. Vi kan generelt ikke tilbyde nogen beskyttelse, garanti, immunitet eller skadesløsholdelse mod anvendelsen af en sådan lovgivning.

2. Privatlivspolitik

Vi beder dig gennemgå privatlivspolitik vilkårene i vores fortrolighedspolitik, så du er klar over, hvordan vi indsamler og bruger dine oplysninger.

3. Indhold, som vi hoster

  1. Du kan finde noget materiale stødende eller fejlagtigt: I og med at vi hoster en bred vifte af indhold, der produceres eller indsamles af andre brugere, kan du støde på materiale, som du finder krænkende, fejlagtigt, vildledende, fejlmærket eller på anden måde stødende. Vi beder dig derfor om at bruge sund fornuft og passende dømmekraft, når du bruger vores tjenester.
  2. Projekternes indhold er kun til generelle oplysningsformål: Selvom vores projekter hoster en masse oplysninger, der vedrører faglige emner, herunder medicinske, juridiske eller økonomiske anliggender, præsenteres dette indhold kun til generel information. Det skal ikke opfattes som faglig rådgivning. Du bedes søge uafhængig faglig rådgivning fra en person, der er licenseret eller kvalificeret inden for det relevante område frem for at handle baseret på oplysninger, meninger eller råd, der forefindes på en af projekthjemmesiderne.

4. Afstå fra visse aktiviteter

Projekterne, der hostes af Wikimedia-fonden, eksisterer kun på grund af det dynamiske fællesskab af brugere som dig, der samarbejder om at skrive, redigere og organisere indholdet. Vi glæder os over din deltagelse i dette fællesskab. Vi opfordrer dig til at være civil og høflig i dine interaktioner med andre i fællesskabet, til at handle i god tro og til at foretage redigeringer og komme med bidrag, der har til formål at fremme det fælles projekts mission. Vi beder alle brugere om at gennemgå og følge det Universelt Adfærdskodeks (“UCoC”), som fastlægger krav til kollegialt, civilt samarbejde på tværs af alle projekter, som vi er værter for.

Visse aktiviteter, uanset om de er lovlige eller ulovlige i henhold til gældende lovgivning, kan være skadelige for andre brugere og overtræde vores regler, og nogle aktiviteter kan også pålægge dig ansvar. Derfor må du, af hensyn til din egen og andre brugeres beskyttelse, ikke deltage i sådanne aktiviteter på, eller på anden måde bruge, vores projekter. Disse aktiviteter omfatter:

Chikanere og misbruge andre
  • Deltage i trusler, stalking, spam, hærværk eller chikane som beskrevet i UCoC.
  • Overføre kædepost, junkmail eller spam til andre brugere.
  • Poste eller ændre indhold med det formål at skade andre alvorligt, såsom bevidst tilskyndelse til selvskade eller bevidst udløsning af epilepsi.
Overtrædelse af andres privatliv
  • Krænke andres privatlivsrettigheder i henhold til lovgivningen i USA eller anden gældende lovgivning (som kan omfatte lovgivningen, hvor du bor, eller hvor du ser eller redigerer indhold);
  • Anmode om personligt identificerbare oplysninger med henblik på chikane, udnyttelse eller krænkelse af privatlivets fred eller til ethvert salgsfremmende eller kommercielt formål, der ikke udtrykkeligt er godkendt af Wikimedia-fonden; og
  • Anmode om personligt identificerbare oplysninger fra personer under 18 år eller under myndighedsalderen, hvor du befinder dig, hvis denne er højere end 18 år, til et ulovligt formål eller overtrædelse af gældende lovgivning vedrørende mindreåriges sundhed eller velbefindende.
Deltagelse i falske erklæringer, efterligning eller svindel
  • Med overlæg eller bevidst poste indhold, der udgør injurier eller ærekrænkelse i henhold til lovgivningen i USA;
  • Poste eller ændre indhold med det formål at bedrage eller vildlede andre;
  • Forsøge at udgive dig for at være en anden bruger eller enkeltperson, fejlrepræsentere dit tilhørsforhold til en enkeltperson eller enhed, skjule dit tilhørsforhold til en enkeltperson eller enhed, når offentliggørelse er påkrævet i henhold til disse vilkår eller lokal projektpolitik, eller ved hjælp af en anden persons navn eller brugernavn med henblik på at bedrage, og
  • Deltage i svindel.
Begå krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder
  • Krænke ophavsrettigheder, varemærker, patenter eller andre ejendomsrettigheder i henhold til gældende lovgivning.
Misbrug af vores tjenester til andre ulovlige formål
  • Poste børnepornografi eller eventuelt andet indhold, der overtræder gældende lovgivning vedrørende børnepornografi eller materiale til seksuel misbrug af børn, eller tilskynde, groome eller opfordre andre til at lave eller dele sådant materiale;
  • Poste eller handle med uanstændigt materiale, der er ulovligt i henhold til gældende lovgivning; og
  • Bruge tjenesterne på en måde, der er uforenelig med gældende lovgivning.
Deltagelse i forstyrrende og ulovlig misbrug af faciliteter
  • Poste eller distribuere indhold, der indeholder vira, malware, orme, trojanske heste, ondsindet kode eller anden enhed, der kan skade vores tekniske infrastruktur eller system eller andre brugere;
  • Deltage i automatiserede anvendelser af projekthjemmesiderne, der er misbrugende eller forstyrrende for tjenesterne, overtræder politikker for acceptabel brug, hvor de er tilgængelige, eller som ikke er blevet godkendt af Wikimedia-fællesskabet;
  • Afbryde tjenesterne ved at lægge en unødig byrde på en API, en projekthjemmeside eller de netværk eller servere, der er forbundet med en bestemt projekthjemmeside;
  • Afbryde tjenesterne ved at oversvømme nogen af projekthjemmesiderne med kommunikation eller anden trafik, der ikke antyder nogen alvorlig hensigt om at bruge projekthjemmesiden til dens angivne formål;
  • Bevidst at tilgå, manipulere med eller bruge nogen af vores ikke-offentlige områder i vores computersystemer uden tilladelse; og
  • Undersøge, scanne eller teste sårbarheden af nogen af vores tekniske systemer eller netværk, medmindre alle følgende betingelser er opfyldt:
  • sådanne handlinger ikke i urimelig grad misbruger eller forstyrrer vores tekniske systemer eller netværk;
  • sådanne handlinger ikke udføres for egen vindings skyld (udover at få æren for dit arbejde);
  • du indberetter eventuelle sårbarheder til de relevante udviklere (eller løser dem selv); og
  • du foretager ikke sådanne handlinger med ondsindede eller destruktive hensigter.

Betalte bidrag uden offentliggørelse
Du skal oplyse hver og enhver arbejdsgiver, kunde, tilsigtet modtager og tilhørsforhold med hensyn til ethvert bidrag, du modtager eller forventer at modtage kompensation for. Du skal foretage denne offentliggørelse på mindst én af følgende måder:
  • en erklæring på din brugerside,
  • en erklæring på talesiden, der ledsager eventuelle betalte bidrag, eller
  • en erklæring i redigeringssammendraget, der ledsager eventuelle betalte bidrag.

Derudover skal du, hvis du laver et offentligt opslag på Wikipedia som kompensation af enhver art, oplyse alle Wikipedia-konti, du har brugt eller vil bruge til denne tjeneste i det offentlige opslag på tredjepartstjenesten.

Gældende lovgivning eller projektspecifikke politikker og fondens politikker og retningslinjer, såsom dem, der omhandler interessekonflikter, kan yderligere begrænse betalte bidrag eller kræve mere detaljeret offentliggørelse. For eksempel krænkelse af Wikimedia-varemærker (defineret i det følgende i afsnit 6) for at annoncere betalte redigeringstjenester, fjerne offentliggørelser på tidligere tilstrækkeligt offentliggjorte betalte redigeringer eller udlogget betalt redigering på en måde, der gør tilstrækkelig offentliggørelse til en praktisk umulighed, der overtræder dette afsnit.
Et Wikimedia-projektfællesskab kan indføre en alternativ politik for offentliggørelse af betalt bidrag, som kan supplere eller erstatte dette afsnit. Hvis et projekt indfører en alternativ offentliggørelsespolitik, kan du overholde den pågældende politik i stedet for kravene i dette afsnit (med titlen “Betalte bidrag uden offentliggørelse”), når du bidrager til det pågældende projekt.
For flere oplysninger, bedes du læse vores ofte stillede spørgsmål om offentliggørelse af betalte bidrag.

Vi forbeholder os retten til at udøve vores håndhævelsesbeføjelse med hensyn til bestemmelserne i afsnit 4 i disse brugsvilkår. Hvor det er påkrævet, kan håndhævelse af disse vilkår omfatte handlinger, der ikke er angivet i Wikimedia Foundations handlingspolitik. Hvis håndhævelse er påkrævet under nye omstændigheder, vil vi gøre en indsats inden for højst et (1) år for at opdatere handlingspolitikken for at katalogisere den nye type handling.

Mæglinger i markedsføringsvirksomhed

Uoplyst redigering af brugere, der modtager kompensation, skaber en urimelig byrde for frivillige redaktører, der undersøger og håndhæver fællesskabspolitikker. For overtrædelser af dette afsnit relateret til ikke-oplyst betalt redigering accepterer du derfor at underkaste dig bindende såkaldt “Med-Arb” (en “markedsføringsvirksomhedsmægling”) som beskrevet i afsnit 14 i disse brugsvilkår.

5. Sikkerhed med adgangskode

Du er ansvarlig for at beskytte din egen adgangskode og andre sikkerhedsoplysninger og bør aldrig videregive dem til nogen tredjepart.

6. Varemærker

Selvom du har betydelige friheder til at genbruge indholdet på projekthjemmesiderne, er det vigtigt, at vi i Wikimedia Foundation beskytter vores varemærkerettigheder, så vi kan beskytte vores brugere mod bedrageriske imitatorer. Derfor beder vi dig om at respektere vores varemærker. Alle Wikimedia Foundations varemærker tilhører Wikimedia Foundation, og enhver brug af vores handelsnavne, varemærker, servicemærker, logoer eller domænenavne skal være i overensstemmelse med disse brugsvilkår og i overensstemmelse med vores varemærkeregler.

7. Licens til indhold

For at øge gratis offentligt tilgængelig viden og gratis kultur er alle brugere, der bidrager til projekterne eller projekthjemmesiderne, forpligtet til at give brede tilladelser til offentligheden til frit at videredistribuere og genbruge deres bidrag, så længe denne brug tilskrives korrekt, og samme frihed til at genbruge og videredistribuere gives til eventuelle afledte værker. I overensstemmelse med vores mål om at levere gratis oplysninger til det bredest mulige publikum, kræver vi, at alt indsendt indhold licenseres, når det er nødvendigt, så det frit kan genbruges af alle, der kan tilgå det.

Du accepterer følgende licenskrav:

  1. Tekst, som du har ophavsretten til: Når du indsender tekst, som du har ophavsretten til, accepterer du at licensere den under: Genbrugere kan overholde den ene eller begge licenser.
    Den eneste undtagelse er, hvis projektudgaven eller funktionen kræver en anden licens. I så fald accepterer du at licensere enhver tekst, du bidrager med under den særlige licens, der er foreskrevet af projektudgaven eller -funktionen. Bemærk, at disse licenser tillader kommerciel brug af dine bidrag, så længe sådanne anvendelser er i overensstemmelse med vilkårene i de respektive licenser. Hvis du ejer Sui Generis-databaserettigheder, der er omfattet af CC BY-SA 4.0, giver du afkald på disse rettigheder. Det betyder f.eks., at de fakta, du bidrager til projekterne, kan genbruges frit uden attribution.
  2. Attribution: Attribution er en vigtig del af disse licenser. Vi anser det for at give anerkendelse, hvor anerkendelse er berettiget – til forfattere som dig. Når du bidrager med tekst, accepterer du at blive attribueret på en af følgende måder:
    1. Gennem hyperlink (hvor det er muligt) eller URL til den artikel, du har bidraget til (da hver artikel har en historikside, der viser alle bidragsydere, forfattere og redaktører);
    2. Gennem hyperlink (hvor det er muligt) eller URL til en alternativ, stabil online-kopi, der er frit tilgængelig, som er i overensstemmelse med den relevante licens, og som anerkender forfatterne på en måde, der svarer til den anerkendelse, der gives på projekthjemmesiden; eller
    3. Gennem en liste over alle forfattere (men vær opmærksom på, at enhver liste over forfattere kan filtreres for at udelukke meget små eller irrelevante bidrag).
  3. Import af tekst: Du kan importere tekst, som du har fundet andetsteds, eller som du har været medforfatter til sammen med andre, men i så fald erklærer og garanterer du, at teksten er tilgængelig under vilkår, der er kompatible med CC BY-SA (eller, som forklaret ovenfor, en anden licens, når det undtagelsesvis kræves af projektudgaven eller funktionen). Se Creative Commons for at få en liste over kompatible licenser. Du må ikke importere indhold, der udelukkende er tilgængeligt under GFDL.
    Du accepterer, at hvis du importerer tekst under en CC-licens, der kræver tilskrivning, skal du anerkende forfatteren/forfatterne på en rimelig måde. Hvor en sådan anerkendelse almindeligvis gives gennem sidehistorik (såsom Wikimedia-intern kopiering), er det tilstrækkeligt at tilskrive i redigeringssammendraget, som registreres i sidehistorikken, når teksten importeres. Tilskrivningskravene er nogle gange for indgribende under særlige omstændigheder (uanset licensen), og der kan være tilfælde, hvor Wikimedia-fællesskabet beslutter, at importeret tekst derfor ikke kan bruges.
  4. Ikke-tekstmæssige medier: Ikke-tekstbaserede medier på projekterne er tilgængelige under en række forskellige licenser, der understøtter det generelle mål om at tillade ubegrænset genbrug og videredistribution. Når du bidrager med ikke-tekstbaserede medier, accepterer du at overholde kravene til sådanne licenser som beskrevet i vores Licenspolitik, og også at overholde kravene i den specifikke Projektudgave eller -funktion, som du bidrager til. Se også Licenspolitikken for Wikimedia Commons for yderligere oplysninger om bidrag af ikke-tekstbaserede medier til Wikimedia Commons.
  5. Ingen tilbagekaldelse af licens: Medmindre det er i overensstemmelse med din licens, accepterer du, at du ikke ensidigt vil tilbagekalde eller søge ugyldiggørelse af eventuel licens, som du har tildelt i henhold til disse brugsvilkår for tekstindhold eller ikke-tekstbaserede medier, der er bidraget til projekterne eller funktionerne, selvom du opsiger brugen af vores tjenester.
  6. Offentligt domæneindhold: Indhold, der er offentligt tilgængeligt, er modtages gerne. Det er dog vigtigt, at du bekræfter den offentlige domænestatus for indholdet i henhold til lovgivningen i USA samt lovgivningen i andre lande som påkrævet af den specifikke projektudgave. Når du bidrager med indhold, der er offentligt tilgængeligt, garanterer du, at materialet faktisk er offentligt tilgængeligt, og du accepterer at mærke det på passende vis.
  7. Genbrug: Genbrug af indhold, som vi hoster, er velkommen, selvom der findes undtagelser for indhold, der er bidraget under “rimelig brug” eller lignende undtagelser i henhold til gældende ophavsretslovgivning. Enhver genbrug skal overholde de(n) underliggende licens(er).
    Når du genbruger eller videredistribuerer en tekstside, der er udviklet af Wikimedia-fællesskabet, accepterer du at tilskrive forfatterne på en af følgende måder:
    1. Gennem hyperlink (hvor det er muligt) eller URL til den eller de sider, du genbruger (da hver side har en historikside, der angiver alle bidragsydere, forfattere og redaktører);
    2. Gennem hyperlink (hvor det er muligt) eller URL til en alternativ, stabil onlinekopi, der er frit tilgængelig, som er i overensstemmelse med licensen, og som anerkender forfatterne på en måde, der svarer til den anerkendelse, der gives på projekthjemmesiden; eller
    3. Gennem en liste over alle forfattere (men vær opmærksom på, at enhver liste over forfattere kan filtreres for at udelukke meget små eller irrelevante bidrag).

    Hvis tekstindholdet blev importeret fra en anden kilde, er det muligt, at indholdet er licenseret under en kompatibel CC BY-SA-licens, men ikke GFDL (som beskrevet i “Import af tekst” ovenfor). I så fald accepterer du at overholde den kompatible CC BY-SA-licens og har ikke mulighed for at genlicensere den under GFDL. For at fastslå hvilken licens, der gælder for det indhold, du søger at genbruge eller videredistribuere, skal du gennemgå sidefoden, sidehistorikken og diskussionssiden.

    Derudover skal du være opmærksom på, at tekst, der stammer fra eksterne kilder og som blev importeret til et projekt, kan være under en licens, der indebærer yderligere tilskrivningskrav. Brugere accepterer at angive disse yderligere tilskrivningskrav tydeligt. Afhængigt af projektet kan sådanne krav f.eks. forekomme i et banner eller andre notationer, der påpeger, at noget af eller hele indholdet oprindeligt blev offentliggjort andetsteds. Hvor der er sådanne synlige notationer, bør genbrugere bevare dem.

    For alle ikke-tekstbaserede medier accepterer du at overholde den gældende licens, hvorunder værket er blevet gjort tilgængeligt (som kan findes ved at klikke på værket og se på licensafsnittet på dets beskrivelsesside eller gennemgå en relevant kildeside for det pågældende værk). Når du genbruger indhold, som vi hoster, accepterer du at overholde de relevante tilskrivningskrav, som de vedrører den underliggende licens eller licenser.
  8. Ændringer eller tilføjelser til materiale, som du genbruger: Når du ændrer eller foretager tilføjelser til tekst, som du har fået fra en projekthjemmeside, accepterer du at licensere det ændrede eller tilføjede indhold under CC BY-SA 4.0 eller senere (eller, som forklaret ovenfor, en anden licens, når det undtagelsesvis kræves af den specifikke projektudgave eller -funktion).
    Når du ændrer eller foretager tilføjelser til et ikke-tekstbaseret medie, som du har fået fra en projekthjemmeside, accepterer du at licensere det ændrede eller tilføjede indhold i overensstemmelse med den licens, som værket er blevet gjort tilgængeligt under.
    Med både tekstindhold og ikke-tekstbaserede medier accepterer du tydeligt at angive, at det oprindelige værk er blevet ændret. Hvis du genbruger tekstindhold på en wiki, er det tilstrækkeligt at angive i sidehistorikken, at du har foretaget en ændring af den importerede tekst. For hver kopi eller ændret version, som du distribuerer, accepterer du at inkludere en licensmeddelelse, der angiver, hvilken licens værket udgives under, sammen med enten et hyperlink eller en URL til teksten i licensen eller en kopi af selve licensen.

8. Overholdelse af DMCA

Wikimedia-fonden ønsker at sikre, at det indhold, vi hoster, kan genbruges af andre brugere uden frygt for ansvar, og at det ikke krænker andres ejendomsrettigheder. Af hensyn til vores brugere, såvel som andre skabere og indehavere af ophavsrettigheder, er det vores politik at reagere på meddelelser om påstået krænkelse, der overholder formaliteterne i loven om digital millennium ophavsret (Digital Millennium Copyright Act, DMCA). I henhold til DMCA opsiger vi under passende omstændigheder brugere og kontoindehavere af vores system og netværk, som gentagne gange krænker vores projekter og tjenester.

Vi anerkender dog også, at ikke alle meddelelser om nedtagelse er gyldige eller i god tro. I sådanne tilfælde opfordrer vi på det kraftigste brugerne til at indsende indsigelser, når de på passende vis mener, at et DMCA-nedtagelseskrav er ugyldigt eller upassende. For yderligere oplysninger om, hvad du skal gøre, hvis du mener, at en DMCA-meddelelse er blevet ukorrekt arkiveret, kan du besøge Lumen Database-webstedet.

Hvis du ejer indhold, der bruges forkert på et af projekterne uden din tilladelse, kan du anmode om, at indholdet fjernes ved at indgive en meddelelse i henhold til DMCA. For at fremsætte en sådan anmodning bedes du sende os en e-mail på sende en e-mail til vores udpegede agent.

Alternativt kan du fremsætte en anmodning til vores fællesskab, som ofte håndterer ophavsretlige anliggender hurtigere og mere effektivt end den proces, som foreskrives i medfør af DMCA. I så fald kan du poste en meddelelse, der forklarer dine bekymringer vedrørende ophavsret. For en ikke-udtømmende og ikke-autoritativ liste over de relevante processer for de forskellige projektudgaver, besøg siden Ophavsretsproblemer. Før du indgiver et DMCA-krav, har du også mulighed for at sende en e-mail til fællesskabet på info wikimedia.org.

9. Tredjepartshjemmesider og -ressourcer

Du er eneansvarlig for din brug af tredjepartshjemmesider eller -ressourcer. Selvom projekterne og projekthjemmesiderne indeholder links til tredjepartshjemmesider og -ressourcer, godkender vi ikke og er hverken ansvarlige eller erstatningsansvarlige for deres tilgængelighed, nøjagtighed eller relateret indhold, relaterede produkter eller tjenester (herunder, uden begrænsning, eventuelle vira eller andre deaktiveringsfunktioner), og vi er heller ikke forpligtet til at overvåge et sådant tredjepartsindhold.

10. Administration af hjemmesider

Fællesskabet har den primære rolle i at skabe og håndhæve politikker, der gælder for de forskellige projektudgaver. Hos Wikimedia-fonden griber vi sjældent ind i fællesskabsbeslutninger om politik og dens håndhævelse.

Det er muligt at underrette os om ulovligt indhold eller indhold, der overtræder vores brugsvilkår (herunder alle politikker og andre dokumenter, der er indarbejdet ved henvisning) af andre årsager ved at kontakte os direkte. Du kan dog typisk fremsætte en anmodning direkte til projektets fællesskab: dette kan være mere effektivt og er mere i overensstemmelse med vores projekters mål om at styrke brugerfællesskabet.

Hvert projekt vil normalt angive sider med “Hjælp” eller “Kontakt” for yderligere vejledning eller specifikke værktøjer til rapportering af problemer. Alternativt – hvis du er i tvivl – kan du bede medlemmer af fællesskabet om hjælp ved at sende en e-mail til info@wikimedia.org eller en mere sprogspecifik adresse fra siden Frivilligt responsteam. Bemærk, at disse postkasser overvåges af brugere af projekterne, ikke af fonden. Som følge heraf må de ikke trues og der må ikke udstedes juridiske krav mod dem.

Hvis du kontakter fonden med et problem, vil vi typisk undersøge, om og hvordan eksisterende fællesskabsledede mekanismer kan undersøge og, hvor det er relevant, løse problemet.

I usædvanlige tilfælde kan der opstå et behov, eller fællesskabet kan bede os om at tage os af en særligt problematisk bruger eller særligt problematisk indhold på grund af en væsentlig projektforstyrrelse eller farlig adfærd. I sådanne tilfælde forbeholder vi os retten til, efter eget skøn (eller hvor det er juridisk påkrævet), at:

  • Undersøge din brug af projekterne eller vores tjenester (a) for at fastslå, om en overtrædelse af disse brugsvilkår, projektudgavepolitikken eller anden gældende lov eller politik har fundet sted, eller (b) for at overholde eventuel gældende lov, retsproces eller en passende offentlig anmodning;
  • Opdage, forebygge eller på anden måde håndtere svig, falske eller uverificerbare oplysninger, sikkerhed eller tekniske problemer eller svare på anmodninger om brugersupport;
  • Afvise, tilbageføre, deaktivere eller begrænse adgang til bidrag fra enhver bruger, der overtræder disse brugsvilkår;
  • Forbyde en bruger at redigere eller bidrage med eller blokere en brugers konto eller adgang for handlinger, der overtræder disse brugsvilkår, herunder gentagne opslag af ulovligt materiale i henhold til gældende lov i overensstemmelse med menneskerettighedsprincipper;
  • Anlægge sag mod brugere, der overtræder disse brugsvilkår (herunder indberetninger til retshåndhævende myndigheder);
  • Administrere projekthjemmesiderne på en anden måde, der er beregnet til at formidle deres korrekte funktion og beskytte vores og vores brugeres, licensgiveres, partneres og offentlighedens rettigheder, ejendom og sikkerhed.

Disse af fondens moderationsaktiviteter kan være informeret eller udført af software (såsom beskyttelse mod trafikoversvømmelse (“Denial of Service”)). I disse tilfælde er menneskelig vurdering normalt tilgængelig efter anmodning.

Af hensyn til vores brugere og projekterne, i det ekstreme tilfælde, at en person har fået sin konto eller adgang blokeret i henhold til dette afsnit, er det forbudt for vedkommende at oprette eller bruge en anden konto på eller søge adgang til det samme projekt, medmindre vi giver udtrykkelig tilladelse til det. Uden at begrænse fællesskabets autoritet vil fonden ikke selv forbyde en bruger at redigere eller bidrage eller blokere en brugers konto eller adgang udelukkende på grund af kritik i god tro, der ikke resulterer i handlinger, der ellers overtræder disse brugsvilkår eller fællesskabspolitikker.

Wikimedia-fællesskabet og dets medlemmer kan også træffe foranstaltninger, når det er tilladt i henhold til fællesskabets eller fondens politikker, der gælder for den specifikke projektudgave, herunder, men ikke begrænset til, advarsel, undersøgelse, blokering eller forbud mod brugere, der overtræder disse politikker. Du accepterer at overholde de endelige beslutninger fra tvistbilæggelsesorganer, der er etableret af fællesskabet for de specifikke projektudgaver (såsom voldgiftsudvalg). Disse beslutninger kan omfatte sanktioner som angivet i politikken for den specifikke projektudgave.

Især problematiske brugere, der har haft konti eller adgang blokeret på flere projektudgaver, kan være underlagt et forbud fra alle projektudgaverne i overensstemmelse med den globale forbudspolitik. I modsætning til bestyrelsesbeslutninger eller disse brugsvilkår kan politikker, der er oprettet af fællesskabet, og som kan dække en enkelt projektudgave eller flere projektudgaver (såsom den globale forbudspolitik), ændres af det relevante fællesskab i henhold til dets egne procedurer.

Blokering af en konto eller adgang eller forbud mod en bruger i medfør af denne bestemmelse skal være i overensstemmelse med afsnit 13 i disse brugsvilkår.

Hvis du mener, at vi ikke har handlet på tilfredsstillende vis i forhold til en problematisk indholdsrapport, eller hvis du har været udsat for en Foundation-moderation, som du ønsker at anfægte, kan du muligvis indgive en appel. Du kan også blive forklaret om andre oplysninger om klageveje på det tidspunkt eller på projektspecifikke hjælpesider.

Vi forbeholder os retten til at suspendere (midlertidigt eller permanent) vores håndtering af indberetninger eller anden korrespondance fra brugere eller tredjeparter, uanset om det drejer sig om påstået ulovligt eller på anden måde problematisk indhold eller adfærd, eller anmode om appeller mod moderationshandlinger, hvis en sådan korrespondance blev foretaget i ond tro, gentagen, ubegrundet og/eller krænkende. Under visse omstændigheder kan din e-mailadresse endda blive blokeret på vores e-mailsystem(er), og du skal derefter kontakte os på vores postadresse, hvis du ønsker at svare yderligere med os i løbet af denne blok. I mindre alvorlige tilfælde (f.eks. op til tre høflige e-mails om én eller flere grundløse klager) vil dette sandsynligvis være midlertidigt. Hyppigere eller mere misbrugende kommunikation er mere tilbøjelig til at føre til permanente foranstaltninger.

11. Beslutninger og projektpolitikker

Wikimedia Foundations bestyrelse frigiver fra tid til anden officielle politikker. Nogle af disse politikker kan være obligatoriske for et bestemt projekt eller projektudgave, og når de er, accepterer du at overholde dem som relevant.

12. API-vilkår

Vi stiller et sæt API’er til rådighed, som omfatter dokumentation og tilhørende værktøjer, så brugerne kan opbygge produkter, der fremmer gratis viden. Ved at bruge vores API’er accepterer du at overholde alle gældende politikker, der regulerer brugen af API’erne, som omfatter, men ikke er begrænset til, brugeragentpolitikken, robotpolitikken og API-etiketten (samlet benævnt “API-dokumentation”), som er indarbejdet med reference til disse brugsvilkår.

12. Opsigelse

Selvom vi håber, at du vil blive og fortsætte med at bidrage til projekterne, kan du til enhver tid stoppe med at bruge vores tjenester. Under visse (forhåbentlig usandsynlige) omstændigheder kan det være nødvendigt for enten os selv eller Wikimedia-fællesskabet eller dets medlemmer (som beskrevet i afsnit 10) at opsige en del af eller alle vores tjenester, opsige disse brugsvilkår, blokere din konto eller adgang, eller forbyde dig som bruger. Hvis din konto eller adgang blokeres eller på anden måde opsiges af en eller anden grund, vil dine offentlige bidrag og en optegnelse over dine aktiviteter på eller i forbindelse med projekterne (herunder eventuel korrespondance, som du har sendt til os) ikke blive påvirket (med forbehold for gældende politikker), og du kan stadig tilgå vores offentlige sider med det ene formål at læse offentligt tilgængeligt indhold på projekterne. Under sådanne omstændigheder kan du dog muligvis ikke få adgang til din konto eller dine indstillinger. Men uanset enhver anden bestemmelse i disse brugsvilkår forbeholder vi os retten til at suspendere eller afslutte tjenesterne til enhver tid, med eller uden årsag, og med eller uden varsel. Selv efter din brug og deltagelse er forbudt, blokeret eller på anden måde suspenderet, vil disse brugsvilkår forblive i kraft med hensyn til relevante bestemmelser, herunder afsnit 1, 3, 4, 6, 7, 9-16 og 18.

14. Tvister og jurisdiktion

Fremhævet

Vi håber, at der ikke opstår nogen alvorlige uoverensstemmelser, der involverer dig, men i tilfælde af en tvist opfordrer vi dig til at søge en løsning vha. tvistbilæggelsesprocedurerne eller vha. de mekanismer, der leveres af projekterne eller projektudgaverne og Wikimedia-fonden. Hvis du ønsker at anlægge sag mod os, accepterer du udelukkende at anlægge og løse det ved en statslig eller føderal domstol beliggende i distriktet San Francisco, Californien. Du accepterer også, at lovgivningen i staten Californien og, i det omfang det er relevant, lovgivningen i USA regulerer disse brugsvilkår, samt ethvert sagsanlæg, der måtte opstå mellem dig og os (uden henvisning til lovkonfliktprincipper). Du accepterer at underkaste dig den personlige jurisdiktion af, og accepterer, at værneting er korrekt i, domstolene i distriktet San Francisco, Californien, i enhver retssag eller procedure vedrørende os eller disse brugsvilkår.

For at sikre, at tvister behandles hurtigt efter, at de opstår, accepterer du, at uanset eventuel vedtægt eller lov om det modsatte, skal et eventuelt krav eller søgsmål, som du måtte have, der er opstået som følge af eller relateret til brug af vores tjenester eller disse brugsvilkår, indgives inden for den gældende forældelsesfrist eller, hvis tidligere, ét (1) år efter at de relevante fakta, der ligger til grund for et sådant krav eller søgsmål, kunne være blevet opdaget med rimelig omhu (eller for evigt udelukket).

Mæglinger i markedsføringsvirksomhed Som beskrevet i afsnit 4 i disse brugsvilkår accepterer du at løse overtrædelser af de betalte bidrag uden offentliggørelse i en markedsføringsvirksomhedsmægling efter fondens skøn. Markedsføringsvirksomhedsmæglinger er bindende mæglinger, hvor eventuelle omstridte genstande, der forbliver uløste, ved afslutningen af enten en halv eller hel dags session vil blive besluttet af mægleren i en juridisk bindende afgørelse. Disse afholdes på møder via telekonference eller videokonference. Hvis et personligt møde er påkrævet, vil markedsføringsvirksomhedsmæglingen finde sted i distriktet San Francisco, Californien. Parterne deler alle gebyrer og udgifter i forbindelse med mæglingen/voldgiften ligeligt.

Som en del af en markedsføringsvirksomhedsmægling accepterer du at samarbejde med fonden, herunder ved rettidigt at tilvejebringe eventuel dokumentation i din besiddelse vedrørende dine ikke-oplyste betalte redigeringsaktiviteter, herunder de anvendte konti, berørte artikler og kunder, der købte sådanne tjenester.

Markedsføringsvirksomhedsmæglinger er underlagt og reguleres af loven om føderal voldgift (Federal Arbitration Act) i et sådant omfang, at mægleren bliver en voldgiftsmand. Den vindende part er berettiget til at inddrive sine advokatsalærer (herunder alle gebyrer, der er nødvendige for at fastslå markedsføringsvirksomhedsmæglingen og håndhæve det bindende resultat) og alle omkostninger i forbindelse med undersøgelsen og håndhævelse af sine rettigheder. En part kan anses for at “vinde”, selvom det ikke lykkes i forbindelse med alle hævdede krav.

Hvis det af en eller anden grund viser sig, at ikke alle markedsføringsvirksomhedsmæglingens krav kan håndhæves, accepterer du at løse eventuelle tvister som beskrevet i begyndelsen af dette afsnit.

15. Ansvarsfraskrivelser

Fremhævet

Hos Wikimedia-fonden gør vi vores bedste for at levere oplysende og informerende indhold til et meget bredt publikum, men din brug af vores tjenester er på egen risiko. Vi leverer disse tjenester “som de er og forefindes” og fraskriver os udtrykkeligt alle udtrykkelige eller underforståede garantier af enhver art, herunder, men ikke begrænset til, underforståede garantier for salgbarhed, egnethed til et bestemt formål og ikke-krænkelse. Vi giver ingen garanti for, at vores tjenester vil opfylde dine krav, være sikre, uafbrudte, rettidige, nøjagtige eller fejlfrie, eller at dine oplysninger vil være sikre.

Vi er ikke ansvarlige for tredjeparters indhold, data eller handlinger, og du fritager os, vores direktører, funktionærer, medarbejdere og agenter fra eventuelle krav og skadeserstatninger, kendte og ukendte, der måtte opstå som følge af eller på nogen måde i forbindelse med ethvert krav, du har mod sådanne tredjeparter. Ingen rådgivning eller information, hverken mundtlig eller skriftlig, indhentet af dig fra os eller gennem eller fra vores tjenester, skaber nogen garanti, der ikke udtrykkeligt er angivet i disse brugsvilkår.

Alt materiale, der downloades eller på anden måde opnås gennem din brug af vores tjenester, sker efter eget skøn og på egen risiko, og du er eneansvarlig for eventuel skade på dit computersystem eller tab af data, der skyldes download af sådant materiale. Du accepterer, at vi ikke har noget ansvar for sletning af, eller manglende lagring eller overførsel af, indhold eller kommunikation, der vedligeholdes af tjenesten. Vi forbeholder os retten til at oprette begrænsninger for brug og lagring efter eget skøn til enhver tid med eller uden varsel.

Nogle stater eller jurisdiktioner tillader ikke typen af ansvarsfraskrivelser i dette afsnit, så de gælder muligvis ikke for dig hverken helt eller delvist afhængigt af loven.

16. Begrænsning af ansvar

Fremhævet

Wikimedia-fonden vil ikke være ansvarlig over for dig eller nogen anden part for nogen direkte, indirekte, tilfældige, særlige, følgeskader eller pønalerstatninger, herunder, men ikke begrænset til, erstatning for tab af fortjeneste, goodwill, brug, data eller andre immaterielle tab, uanset om vi blev underrettet om muligheden for en sådan skade. Under ingen omstændigheder skal vores ansvar overstige i alt ét tusind amerikanske dollars (USD 1000,00). I tilfælde af, at gældende lovgivning ikke tillader begrænsning eller udelukkelse af ansvar eller hændelige skader eller følgeskader, gælder ovenstående begrænsning eller udelukkelse muligvis ikke for dig, selvom vores erstatningsansvar vil være begrænset i det maksimale omfang det er tilladt ved gældende lov.

17. Ændringer af disse brugsvilkår

Ligesom Wikimedia-fællesskabets input er afgørende for væksten og vedligeholdelsen af projekterne, mener vi, at input fra fællesskabet er afgørende for disse brugsvilkår for at kunne betjene vores brugere korrekt. Det er også vigtigt for en retfærdig kontrakt. Derfor stiller vi disse brugsvilkår samt eventuelle væsentlige fremtidige revisioner af disse brugsvilkår til rådighed for fællesskabet til kommentarer i mindst tredive (30) dage før udgangen af kommentarperioden. Hvis en fremtidig foreslået revision er væsentlig, giver vi yderligere 30 dage til kommentarer efter opslag af en oversættelse af den foreslåede revision på mindst tre sprog (udvalgt efter vores skøn). Fællesskabet vil blive opfordret til at oversætte den foreslåede revision til andre sprog, hvor det er relevant. Ved rettelser i en unøjagtig erklæring eller ændringer som svar på fællesskabskommentarer, giver vi af juridiske eller administrative årsager mindst tre (3) dages varsel.

Da det kan være nødvendigt at ændre disse brugsvilkår fra tid til anden, vil vi underrette om sådanne ændringer og muligheden for at kommentere via projektwebstederne og via en meddelelse på WikimediaAnnounce-l. Vi beder dig dog om regelmæssigt at gennemgå den mest opdaterede version af disse brugsvilkår. Din fortsatte brug af vores tjenester efter at de nye brugsvilkår bliver officielle efter opsigelses- og gennemgangsperioden udgør din accept af disse brugsvilkår. For at beskytte Wikimedia-fonden og andre brugere som dig selv, kan du ikke bruge vores tjenester, hvis du ikke accepterer vores brugsvilkår.

18. Andre vilkår

Disse brugsvilkår udgør ikke et ansættelses-, agentur-, partnerskabs-, fælles kontrol- eller joint venture-forhold mellem dig og os, Wikimedia-fonden. Med henblik på lovgivningen i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, lovgivningen i Storbritannien eller anden lovgivning, der involverer et lignende begreb, handler du ikke “efter bemyndigelse fra” fonden, når du bruger tjenesterne. Hvis du ikke har underskrevet en separat aftale med os, udgør disse brugsvilkår hele aftalen mellem dig og os. Hvis der er en uoverensstemmelse mellem disse brugsvilkår og en underskrevet skriftlig aftale mellem dig og os, gælder den underskrevne aftale.

Du accepterer, at vi kan give dig meddelelser, herunder dem, der vedrører ændringer til brugsvilkårene, via e-mail, almindelig post eller opslag på projekterne eller projekthjemmesiderne.

Hvis vi under nogen omstændigheder ikke anvender eller håndhæver nogen bestemmelse i disse brugsvilkår, udgør det ikke et afkald på den pågældende bestemmelse.

Du forstår, at medmindre andet er aftalt skriftligt af os, har du ingen forventning om kompensation for nogen aktivitet, noget bidrag eller nogen idé, du giver os, fællesskabet eller projekterne eller projektudgaverne.

Uanset en eventuel bestemmelse om det modsatte i disse brugsvilkår accepterer vi (Wikimedia-fonden) og du ikke at ændre de gældende vilkår og krav for eventuel gratis licens, der anvendes på projekterne eller projektudgaverne, når en sådan gratis licens er godkendt af disse brugsvilkår.

Disse brugsvilkår er skrevet på engelsk (USA). Selvom vi håber, at oversættelser af disse brugsvilkår er nøjagtige, har den originale engelske version forrang i tilfælde af eventuelle meningsforskelle mellem den originale engelske version og en oversættelse.

Hvis en bestemmelse eller del af en bestemmelse i disse brugsvilkår findes ulovlig, ugyldig eller uden retskraft, anses den pågældende bestemmelse eller den del af bestemmelsen for at være adskilt fra disse brugsvilkår og vil blive håndhævet i det maksimale omfang det er tilladt, og alle andre bestemmelser i disse brugsvilkår forbliver i fuld kraft og effekt.

Tak.

Vi sætter pris på, at du tager dig tid til at læse disse brugsvilkår, og vi er meget glade for, at du bidrager til projekterne og bruger vores tjenester. Gennem dine bidrag hjælper du med at opbygge noget virkelig stort – ikke kun en vigtig samling af fællesskabsredigerede referenceprojekter, der uddanner og informerer millioner, der måske ellers ikke ville have adgang, men også et dynamisk fællesskab af ligesindede og engagerede fagfæller, der er fokuseret på et særdeles nobelt mål.



Disse brugsbetingelser trådte i kraft den 7. juni 2023. Tidligere udgaver af betingelserne:


Bemærk, at i tilfælde af uoverensstemmelser, i forhold til betydningen eller fortolkningen, mellem den oprindelige engelsksprogede version af dette dokument og en oversættelse, har den oprindelige engelsksprogede version forrang.